Fra skov til bæredygtige byer og byggerier

Træ har i lang tid været spået til at få en større rolle i en grøn omstilling af byggesektoren. Men vi kan ikke bare bruge løs af den globale træressource uden at sikre, at træet kommer fra skove, som kan dokumentere deres ansvarlighed og bæredygtighed. Her kommer PEFC ind i billedet.

PEFC Danmark vil gerne gå den ekstra mil for at sætte fokus på vigtigheden af skovene og fremme brugen af certificeret træ i byggebranchen. Derfor deltog PEFC Danmark igen i år på Building Green, en to-dags konference om bæredygtigt byggeri.

Arrangørerne bag Building Green inviterede alle med interesse for bæredygtigt byggeri til at tage del i et fællesskab, hvor man udveksler idéer og finder vej mod nye løsninger og samarbejder. Det blev en unik mulighed for at opbygge et samarbejde, som virkelig kan rykke ved de traditionelle byggemetoder og -materialer, og derved sætte et skub i den bæredygtige udvikling.

PEFC Danmark var også med, da de nordiske, nationale PEFC-afdelinger inviterede til webinaret Fra Skov til Bæredygtige Byer. Webinaret satte spot på, hvordan træ kan anvendes i de nordiske byer og sikre et nyt niveau af bæredygtighed.

Og den øgede interesse for at bygge med træ er ikke grebet ud af den blå luft. Flere danske virksomheder beretter om en øget efterspørgsel på træ som byggemateriale. Træ har nemlig en stor fordel:

Træ er et godt materiale i forhold til de mange klimaproblemer, vi har i dag. Når vi bruger det rigtigt og substituerer mursten eller beton med certificeret træ, får vi en CO2 besparelse og dermed et grønnere byggeri,” forklarer Peter Bæk, der er generalsekretær for PEFC Danmark.

                                                         

Klimatorium i Lemvig, bygget med PEFC-certificeret træ © Adam Mørk.

At træ får en større rolle i dansk byggeri, er i sig selv positivt, men hvis vi ønsker at bruge en gradvist større mængde træ, er det nødvendigt, at træet er certificeret. Derfor er det positivt, at branchen er ved at blive opmærksom på, om sporbarheden er i orden.

”Det er glædeligt at opleve, at træ i stigende grad tilvælges som byggemateriale. Det skyldes et større politisk fokus og øget bevidsthed om, at træ i byggeriet er et effektivt middel til at reducere klimabelastningen. Den udvikling stiller store krav til det bæredygtige skovbrug og dokumentation heraf. Jeg forventer, at PEFC vil få væsentligt større betydning de kommende år,” vurderer PEFC Danmarks formand Palle Thomsen.

Certificering og sporbarhed er forbrugernes garanti på, at træet ikke kommer fra skovrydninger, men fra skove, som vil eksistere i rigtig mange år. På den måde sikrer vi en fremtid, hvor vi både har bæredygtige bygninger i træ og skove.

Velkommen til Peter Bæk, vores nye generalsekretær i PEFC

I år har vi også glæden af at kunne byde velkommen til Peter Bæk, der tiltrådte som ny generalsekretær i PEFC Danmark d. 1. september 2021.

Peter Bæk, der tidligere har være en del af samarbejdsprojekter med PEFC, træder nu ind i foreningen med over 20 års erfaring med træ, og han overtager posten med entusiasme.

Den grønne omstilling kører i et højt gear, og selvom jeg har arbejdet i træbranchen i over 20 år, så er der stadig mulighed for, at alle kan bidrage mere. Jeg har altid interesseret mig for, hvordan virksomheder kan bidrage, og her har certificering altid spillet en central rolle i mit arbejde,” fortæller Peter Bæk, Generalsekretær PEFC Danmark.

                                                              

Peter Bæk, ny generalsekretær i PEFC Danmark.

Stærke standarder og global anerkendelse er vigtigt på det danske marked, hvor træimport og -eksport også er en del af handelsbetingelserne. Derfor er det et stort bidrag til PEFC Danmark, at generalsekretæren har erfaring som tidligere virksomhedsejer og et stærkt kendskab til branchen.

Jeg får nu muligheden for at sætte fokus på værdien af certificering, og jeg har set, hvordan PEFC som et førende certificeringssystem på en pragmatisk og transparant måde kan bidrage til virksomhedernes arbejde med dokumenteret bæredygtigt træ. Det er den vej, vi skal, hvis træ skal være en central del af den grønne omstilling,” fortæller Peter Bæk.

Udnævnelsen kommer i forlængelse af nogle gode år, hvor PEFC Danmark har været under rivende udvikling.

”Vi er overbeviste om, at Peter er den rette person til at føre PEFC videre ad den vej,” fortæller Palle Thomsen, formand for PEFC Danmark.

Med Peter Bæks personlige drive for resultater og vellidte profil i træbranchen, er han den perfekte kandidat til at indfri bestyrelsens ambition om at gøre PEFC til det førende certificeringssystem i Danmark.

Peter Bæk kan kontaktes på pb@pefc.dk.

 

                                                                                                        

Om PEFC Danmark

PEFC er verdens største skovcertificeringssystem for bæredygtigt skovbrug og PEFC-systemet er forbrugernes sikkerhed for at det træ, der fældes og bruges hele vejen fra savværkerne og ud til de endelige produkter på hylderne, er bæredygtige.

PEFC Danmark er en non-profit forening, og har i 20 år fået støtte fra både skovejere, virksomheder og brancheforeninger. Vi er taknemlige overfor vores medlemskreds, som repræsenterer en lang række virksomheder og foreninger med interesse for bæredygtigt skovbrug. Samt de mange skovejere, som har valgt at lade sig certificere efter PEFC systemet.

Nysgerrig på PEFC Danmark? Så læs mere her.

I år får du DBs årsberetning i små fokusrettede bidder, idet vi gennem december og januar løbende lægger artikler, der har fokus på det, vi har arbejdet med i 2021, på www.bdb.dk. Vi håber på den måde, at du opdager emner, som allerede har eller kunne få din interesse.

Skulle du have spørgsmål, kommentarer eller andet på hjertet i forbindelse med denne artikel, så er du velkommen til at skrive til os på db@bdb.dk.

Ønsker du at se hvilke andre artikler, der er udkommet i DBs årsberetning 2021, kan du tilmelde dig vores nyhedsbrev på ath@bdb.dk.