Foto: Mikkel Østergaard

Byggeriet er i god gænge med høj beskæftigelse og udsigt til øget omsætning i 2025. Men hvordan ser DI Byggeri på fremtiden? Det er temaet for BYGGERI’25, og det giver branchedirektør Rasmus Brandt Lassen et bud på, når han sammen med adm. direktør for Danske Byggecentre, Palle Thomsen, officielt åbner messen.

Byggeriet er i god gænge, men også i konstant forandring. Byggeriet er bl.a. i gang med og står fortsat overfor en stor grøn omstilling. Og med en netop udnævnt dansk energi- og boligkommissær i EU kommer vores virksomheder til at spille en meget aktiv rolle i fremover at gøre Danmarks og hele unionens boliger langt mere energieffektive i fremtiden. Temaet for BYGGERI’25, der afholdes i MESSE C i Fredericia fra 18. til 21. marts er da også netop Fremtidens Byggeri.

”Byggeriet er et essentielt erhverv – også i fremtiden - og jeg ser meget frem til officielt at åbne Byggerimessen. Det er så vigtigt at have samlingssteder for hele branchen, så vi får muligheden for at hente og udveksle viden – og ikke mindst møde hinanden på tværs af faggrupper og roller,” siger Rasmus Brandt Lassen branchedirektør i DI Byggeri, der åbner messen officielt tirsdag 18. marts kl. 8.15.  ”Når jeg ser ind i fremtiden, er det uundgåeligt ikke at tænke på den næste generation, der skal vælge byggeriet som levevej. Vi har et kæmpe ansvar for, at branchen nu, men også om 10, 15 og 20 år, vil være attraktiv for unge mennesker, der kan levere den grønne omstilling, kunderne efterspørger. I den sammenhæng er jeg overbevist om, at arrangementer som Byggerimessen er med til at vise de mange og spændende muligheder, der ligger i byggeriet.” tilføjer Rasmus Brandt Lassen. 

DI Byggeri har en stand på messen i Hal A. Her vil der hver dag afholdes en række oplæg, hvor man kan blive klogere på bl.a. gode råd til betaling for ekstraarbejder, retningslinjerne for asbesthåndtering og lære mere om ESG og fossilfrie byggepladser. 

Det kan næsten kun blive godt

”Vi kan godt mærke, at messen og dermed naturligt også åbningen nærmer sig. Der er altid lidt sommerfugle i maven, når vi står over for at åbne hele byggeriets samlingssted. Men dansk byggeri og branchen har udsigt til vækst, og op mod 300 udstillere er klar til at vise det bedste og nyeste, leverandørerne har at byde på. Så det kan kun blive godt”, siger Palle Thomsen, adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, der åbner messen sammen med Rasmus Brandt Lassen.

BYGGERI’25 afholdes 18. til 21. marts 2025 og er åben alle dage fra kl. 9.00 – 16.30. 

OM BYGGERI’25 

BYGGERI-messen er Danmarks største byggerimesse for byggevarer og afholdes hvert andet år i MESSE C i Fredericia. Bag BYGGERI-messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets byggecentre, trælaster og byggemarkeder. BYGGERI-messen arrangeres i samarbejde med ca. 300 leverandører, som – fordelt på ca. 28.000 kvm. – udstiller produkter og løsninger, og besøges af byggeriets fagfolk fra hele landet.   

For yderligere oplysninger: 

Pressechef Claus Bendsen
claus@bendsens.dk
20263296