Investeringsstøtten er en ny pulje målrettet de CO2-tunge
virksomheder, der påvirkes mest af den CO2-afgift, som indfases fra i år.
Puljen åbner 26. februar 2025 med 36 millioner kroner til projekter, der sænker
virksomheders forbrug af fossile brændsler. Frem til 2030 er der i alt sat 1
milliard kroner af.
Virksomheder, der rammes særligt hårdt af CO2-afgiften for
industri, der indfases i 2025-2030, får nu økonomisk hjælp til grøn omstilling
af produktionen. Energistyrelsen åbner 26. februar kl. 12 en ny pulje med i alt
1 milliard kroner over de næste fem år. I år er der 36 millioner kroner i
puljen, der skal hjælpe virksomheder med at reducere deres forbrug af fossile
brændsler gennem investeringer i CO2-besparende projekter.
”CO2-afgiften på industrien er et meget væsentligt skridt
på vejen mod Danmarks klimamål, men den stiller store krav til virksomhederne
om at reducere udledningerne. Med investeringsstøtten kan de mest CO2-tunge
industrier få tilskud til at nedbringe forbruget af fossile brændsler – for
eksempel ved at udskifte gaskedler til varmepumper eller fjernvarme. Vi håber,
at mange vil søge puljen, så pengene kommer ud at gøre gavn”, siger
vicedirektør i Energistyrelsen Iben Møller Søndergård.
Virksomheder inden for almindelig proces, mineralogiske
processer, olieraffinering, indenrigssøfart og offshore-aktiviteter i Nordsøen
kan søge støtte, hvis de opfylder visse kriterier.
36 millioner kroner i 2025
Puljens tilskud er på 500 kr. pr. sparet ton CO2 og dækker 20-60 procent af
de støtteberettigede omkostninger, alt efter projektets karakter og
virksomhedens størrelse. Virksomheder kan ansøge om tilskud på mellem 10.000
kroner og 112 millioner kroner. Midlerne fordeles efter
først-til-mølle-princippet, og ansøgninger kan indsendes løbende, så længe der
er midler til rådighed.
Puljen åbner officielt for ansøgninger 26. februar kl. 12
med en samlet ramme på 36 millioner kroner i år. Puljen kan kun give tilskud
til virksomheder, som i gennemsnit har udledt mindst 1.500 ton CO2 årligt, og
hvis afgiftsbetaling stiger med mindst 2,3 procent på grund af CO2-afgiften på
industri – set i forhold til virksomhedens bruttoværditilvækst.
Med Aftale om Grøn skattereform for industri mv. af
22. juni 2022 blev partierne bag aftalen enige om at afsætte penge til
investeringer i grøn omstilling i industrien – målrettet de virksomheder,
der har sværest ved at omstille sig. Investeringsstøtten er en udmøntning af
den aftale. Støtten skal hjælpe virksomhederne i en overgangsperiode, og der
stilles krav til virksomhederne om konkret teknisk omstilling og om, at
virksomhederne gennemfører klimasyn.
--
FAKTA
Investeringsstøttepuljen
- Hvem
kan søge? virksomheder med en CO2-udledning på mindst 1.500
ton/år og en stigning i afgiftsbelastning på mindst 2,3 procent af
virksomhedens bruttoværditilvækst.
- Hvor
meget kan man få? 500 kr. pr. sparet ton CO2, op til 60 pct. af
støtteberettigede omkostninger.
- Puljens
størrelse: 36 mio. kr. i 2025; 48 mio. kr. i 2026; 222 mio.kr. i 2027; 306 mio. kr. i 2028 og 384 mio.
kr. i 2029. I alt 995 mio. kr. i 2025-2030.
- Ansøgningsperiode
i 2025: Åben fra 26. februar kl. 12. Midlerne tildeles efter
først-til-mølle-princippet, indtil puljen er tom – eller til den lukker i
november.
--
FAKTA
Webinar for virksomheder den 25. februar
- For
at give virksomhederne de bedste forudsætninger for at søge midler fra
investeringsstøtten, holder Energistyrelsen et webinar for virksomheder i
målgruppen. Det sker i morgen, 25. februar 2025, kl. 14-15. På webinaret
gennemgås de vigtigste ansøgningskriterier og muligheder.
- Hvis
du og din virksomhed ønsker at se med og ikke allerede er tilmeldt
webinaret, kan det ske ved at sende en mail til erhvervstilskud@ens.dk senest
tirsdag 25. februar 2025 kl. 12. Oplys venligst dit navn og navnet på
virksomheden.
- For
yderligere oplysninger om Investeringsstøttepuljen, kan virksomheder
kontakte Energistyrelsen på erhvervstilskud@ens.dk eller
telefon 51 67 43 01. Henvendelser fra pressen kan ske til pressetelefonen.
Kilde: Energistyrelsen