En gennemsnitlig forretning, der modtager betalinger med
internationale kort, som VISA og Mastercard, kan spare godt 40 procent på
kortindløsningsgebyret ved at vælge den billigste kortindløser frem for den
dyreste. Det viser ”Betalingsrapport 2024”, som Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen hvert andet år udarbejder for erhvervsministeren.
Det er vigtigt, at betalingsmarkedet er velfungerende, så
virksomheder og forbrugere kan betale sikkert og nemt, samtidig med, at
betalingerne ikke er for dyre.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør i dag
”Betalingsrapport 2024”, som blandt andet fokuserer på gebyrer mellem aktørerne
på betalingsområdet og bringer resultater fra en spørgeundersøgelse om
forbrugernes betalingsvaner.
Rapporten viser blandt andet, at forretninger, myndigheder
og andre betalingsmodtagere gennemsnitligt kan spare godt 40 procent på
indløsningsgebyret, hvis de køber indløsning hos den billigste kortindløser
frem for den dyreste. Betalingsmodtagerne kan således spare penge ved at være
aktive i valg af indløser og indløsningsvilkår.
Kortindløsere er virksomheder, der håndterer og behandler
korttransaktioner for forretninger og andre, der modtager betalinger med kort.
Rapporten viser også, at de senere års fald i andelen af
Dankort-transaktioner er fortsat i 2023. I 2023 udgjorde Dankort-transaktioner
knap halvdelen af transaktionerne, mens de udgjorde næsten 70 procent i 2019. I
stedet er andelen af transaktioner med internationale kort steget.
Faldet i brugen af Dankort skal blandt andet ses i lyset af,
at wallet-løsninger anvendes i stigende grad, og at der i april 2024 kun var ét
pengeinstitut, som tilbød Dankort i Apple Pay. Det forventes dog at flere
pengeinstitutter vil tilbyde denne løsning fremadrettet.
Knap halvdelen af alle kort udstedt i 2023 var co-badgede
kort. Det vil sige kort med flere betalingsløsninger, som for eksempel
Visa/Dankort og Mastercard Dankort.
Hvert andet år udarbejder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
en rapport til erhvervsministeren om reglerne og udviklingen på
betalingsområdet.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen håndhæver en række
bestemmelser i betalingsloven. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for
styrelsens tilsyn med regler
Kilde: Konkurrence og
Forbrugerstyrelsen