Faldende inflation og pæne lønstigninger betyder, at mange
danske husholdninger igen oplever øget købekraft. Samtidig er beskæftigelsen
fortsat med at stige, og der er nu skabt 450.000 nye arbejdspladser over hele
landet siden 2012. Samlet set står dansk økonomi stærkt med gode forudsætninger
for vækst, viser den nye prognose i Økonomisk Redegørelse.
Større købekraft i husholdningerne og lidt lavere renter
ventes at sætte mere fart på privatforbruget og boligmarkedet i år og næste år.
Samtidig ventes tiltagende vækst i udlandet, herunder i euroområdet, at styrke
eksportmulighederne. Det giver grundlag for, at andre dele af økonomien end
medicinalindustrien i højere grad kan bidrage til fremgang i økonomien.
Samlet set ventes dansk økonomi at vokse med 1,9 pct. i 2024
og 2,2 pct. i 2025. Heri indgår, at genåbningen af Tyrafeltet i Nordsøen
vurderes at give et bidrag til væksten på henholdsvis 0,2 pct.-point og 0,4
pct.-point, samt at fremgang i medicinalindustrien fortsat vil løfte den
samlede vækst i økonomien.
Prognosen indebærer, at kapacitetspresset dæmpes en anelse,
men det er forventningen, at aktiviteten i 2025 fortsat vil ligge over niveauet
ved en normal kapacitetsudnyttelse, svarende til at økonomien er i en moderat
højkonjunktur.
Inflationen har det seneste år ligget tæt på eller under to
procent. Det er forventningen, at inflationen vil forblive omkring to procent i
prognoseperioden.
Beskæftigelsen ventes at stige med ca. 35.000 personer i år,
mens der i 2025 ventes et mindre fald på 5.000 personer. De seneste års
tilbagegang i den indenlandske efterspørgsel har endnu ikke ført til en
modsvarende tilpasning i beskæftigelsen. Der forventes stadig en vis
opbremsning i be-skæftigelsen, men med forsinkelse.
Beskæftigelsen forventes dog fortsat at ligge på et højt
niveau. Stigningen i beskæftigelsen i de senere år har været mulig på grund af
stor tilgang af international arbejdskraft. Denne udgave af Økonomisk
Redegørelse indeholder et særligt temakapitel om betydningen af international
arbejdskraft for dansk økonomi.
Siden den seneste vurdering i Økonomisk Redegørelse, maj
2024 har Danmarks Statistik udgivet hovedreviderede tal for nationalregnskabet.
Hovedrevisionen ændrer ikke grundlæggende ved vurderingen af dansk økonomi.
De nye oplysninger betyder dog, at aktivitetsvæksten i
økonomien ekskl. medicinalindustrien siden 2019 har været noget stærkere end
tidligere op-gjort. Produktivitetsudviklingen har ligeledes været bedre, især
uden for industrien. Det afspejles i den nye prognose i, at afdæmpningen i
beskæftigelsen bliver mindre end tidligere skønnet. Endvidere har væksten i BNP
gennem 2023 været mindre end tidligere opgjort, og udviklingen frem til 2.
kvartal 2024 svagere end ventet. Det begrunder i sig selv en nedjustering af
årsvæksten i BNP i 2024.
Kilde: Økonomiministeriet