PFAS-forbindelser har gennem tiden været anvendt i en række
produkter herunder byggematerialer. Byggematerialerne ender ofte som
byggeaffald, når de fjernes fra en bygning i forbindelse med en nedrivning
eller renovering.
Når en nedrivning eller renovering frembringer mere end 1
ton affald, skal bygningen screenes og kortlægges for problematiske jf.
affaldsbekendtgørelsens §68. Det skal ske før arbejdet kan påbegyndes og
resultaterne af screeningen og kortlægningen skal inkluderes i en anmeldelse
til kommunen. Fund af problematiske stoffer i affaldet kan have betydning for
den efterfølgende håndtering af affaldet.
Den publicerede undersøgelse har haft til formål at
undersøge omfanget af PFAS i byggeaffald fra nedrivninger og renoveringer i
Danmark.
Resultaterne af undersøgelsen kan tages i betragtning, når
der skal foretages en screeningen og kortlægningen af en bygning forud for en
nedrivning eller renovering.
Undersøgelsens indhold
I undersøgelsen er der udtaget prøver fra 31 bygninger i
Øst- og Vestdanmark.
Bygningerne er af fire typer: Boliger, Institutioner,
Erhvervsproduktion og Øvrigt erhverv og de er opført i tre tidsperioder: Før
1950, 1950-1977 og 1977-2000.
I alt er der udtaget 350 prøver. Prøverne er udtaget fra
maling på flere materialetyper, fem typer gulvbelægninger, gulv- og vægfliser,
fuger, udvendigt ubehandlet beton og udvendigt ubehandlet tegl. Derudover er
der udtaget et mindre antal prøver, som i rapporten betegnes som ”Andet”.
Prøverne er analyseret for 32 PFAS-forbindelser, hvoraf de
22 af forbindelserne i dag analyseres i forbindelse med undersøgelser af jord,
drikkevand, grundvand, overfladevand og slam.
Undersøgelsens resultater
Undersøgelsen finder PFAS i malingsprøver fra alle tre
tidsperioder. Den gennemsnitlige værdi for Sum 32 PFAS ligger på mellem 2,799
mg/kg TS og 0,052 mg/kg TS. Den højeste værdi for Sum 32 PFAS er fundet for en
malingsprøve på træ (21 mg/kg TS).
I prøverne af linoleum, vinyl, gulvtæpper og parketgulve er
der også fundet PFAS. Den højeste gennemsnitlige værdi for Sum 32 PFAS er
bestemt for prøverne af linoleum (0,350 mg/kg TS). Den laveste gennemsnitlige
værdi for Sum 32 PFAS er bestemt for prøverne af parketgulve (0,017 mg/kg).
Prøver af væg- og gulvfliser, udvendigt ubehandlet tegl,
udvendigt ubehandlet beton og fuger viser lave koncentrationer af PFAS. Den
gennemsnitlige værdi for Sum 32 PFAS i fliser er bestemt til 0,0001 mg/kg TS
med en maximal værdi for SUM 32 PFAS på 0,007 mg/kg TS. I de fleste prøver af
beton og tegl er der ikke detekteret PFAS. Den højeste værdi af Sum 32 PFAS i
tegl og beton er henholdsvis 0,003 mg/kg TS og 0,0013 mg/kg TS. Den
gennemsnitlige værdi af SUM 32 PFAS i fuger er 0,001 mg/kg TS. Den maksimale koncentration
af Sum 32 PFAS i fuger er bestemt til 0,0224 mg/kg TS.
I dag er der i POP-forordningen alene fastsat grænseværdier
for følgende PFAS-forbindelser i affald:
- PFOS
og derivater heraf (50 mg/kg)
- PFOA
og salte heraf (1 mg/kg)
- PFOA-beslægtede
forbindelser (40 mg/kg)
- PFHxS
salte heraf (1 mg/kg)
- PFHxS
beslægtede forbindelser (40 mg/kg).
PFOS, PFOS og PFHxS er fundet i nogle af prøverne i
undersøgelsen. Koncentrationerne er dog under de gældende grænseværdier. Den
højeste målte koncentration af de tre forbindelser (PFOS, PFOA, PFHxS) er målt
i maling på træ (0,680 mg PFOA /kg TS).
Læs publikationen her.
Kilde: Miljøministeriet