Fra den 27. september 2026 træder nye EU-krav i kraft for, hvordan garantioplysninger skal vises online. Reglerne ændrer ikke ved forbrugernes rettigheder i sig selv, men ved den måde, rettighederne skal formidles på – og det er noget, I som leverandører med webshop skal være opmærksomme på.

Den harmoniserede meddelelse

Det er et lovkrav, at EU's harmoniserede meddelelse om forbrugerrettigheder er tydeligt vist online – helst i den farvede version. Meddelelsen er ikke produktspecifik: Det er den samme meddelelse for alle produkter, der sælges i Danmark. Den skal indeholde en QR-kode, der henviser til de specifikke danske forbrugerrettigheder, og selve meddelelsen må ikke ændres.

EU's harmoniserede GARAN-mærke

Tilbyder I en frivillig garanti på over 2 år, der dækker hele produktet, skal I tydeligt fremvise EU's harmoniserede GARAN-mærke, så køberen ikke er i tvivl om, at produktet er dækket af en udvidet garanti.

I modsætning til meddelelsen er GARAN-mærket unikt for hvert produkt. Mærket har både låste og ulåste elementer: De låste elementer – bl.a. QR-koden, som henviser til EU's generelle regler om garantier – må ikke ændres, mens de ulåste elementer skal udfyldes, så de passer til jeres specifikke produkt.

GARAN-mærket bliver en del af jeres produktdata i ByggeBasen

Vi er ved at gøre det muligt at registrere jeres GARAN-mærke og garantioplysninger direkte som en del af jeres produktdata i ByggeBasen. Det betyder, at oplysningerne kan følge med jeres produkter i ByggeBasen, i stedet for at skulle vedligeholdes separat i webshoppen.

Sådan skal det vises online

EU's vejledning anbefaler bl.a.:

● Den farvede version af mærket er den foretrukne.

● Mærket skal altid være læsbart i standardstørrelse.

● Vises mærket på et produktbillede, skal billedet kunne åbnes i en større, zoombar visning.

● Der skal altid være et klikbart link til samme destination som QR-koden.

Har I ikke plads til at vise hele mærket, kan I bruge et såkaldt "nested label", hvor mærket foldes ud, når kunden klikker på det.