Europa-Kommissionen har vedtaget forenklede standarder for den lovpligtige bæredygtighedsrapportering (ESRS) samt en revideret frivillig standard for bæredygtighedsrapportering (VS).

De reviderede standarder er en del af Kommissionens arbejde med at forenkle reglerne for bæredygtighedsrapportering i EU og gøre rapporteringen mere overskuelig og anvendelig for virksomhederne. 

Med den forenklede ESRS reduceres antallet af datapunkter med ca. 70 pct. Derudover kan virksomheder fremover basere deres rapportering på rimelig og underbygget information, som er tilgængelig på rapporteringstidspunktet, og som kan indhentes uden unødige omkostninger. Samtidig skal virksomheder ikke længere udarbejde en fuld dobbelt væsentlighedsvurdering hvert år, men kan i stedet nøjes med at opdatere den eksisterende vurdering.  

Den frivillige standard bygger på den i forvejen kendte ”VSME”, som fremover benævnes VS (Voluntary Standard). I forbindelse med revisionen er der blandt andet foretaget mindre justeringer i oplysningskravene, med henblik på at sikre en bedre sammenhæng mellem VS og ESRS.