Kommissionen har sendt udkast til forenklede standarder for lovpligtig bæredygtighedsrapportering (ESRS) samt en frivillig standard for bæredygtighedsrapportering (VS) i offentlig høring.
De reviderede standarder er en del af Kommissionens arbejde med at forenkle reglerne for bæredygtighedsrapportering i EU.
I den forenklede ESRS er antallet af datapunkter reduceret med cirka 70 pct. Samtidig er der ifølge Kommissionen skabt bedre sammenhæng med øvrig EU-lovgivning og andre internationale standarder for bæredygtighedsrapportering.
Den frivillige standard er baseret på den eksisterende VSME, som fremover vil blive omtalt som VS (Voluntary Standard). I forbindelse med revisionen er der bl.a. foretaget mindre ændringer i oplysningspunkterne for at strømline VS med ESRS. Den frivillige standard skal blandt andet begrænse de bæredygtighedsoplysninger, som større virksomheder anmoder om fra virksomheder i deres værdikæde.
Du kan indsende din feedback til begge standarder frem til den 3. juni 2026 via Kommissionens høringsportal.
Giv feedback til den forenklede ESRS på Europa-Kommissionens hjemmeside: her
Giv feedback til den nye frivillige standard på Europa-Kommissionens hjemmeside: her
De nye standarder kan bruges allerede fra i år
Kommissionen skal senest vedtage den forenklede ESRS den 18. september 2026 og den frivillige standard senest den 19. juli 2026. Det fremgår af udkastene, at standarderne kan anvendes allerede for rapporteringsåret 2026. Erhvervsstyrelsen arbejder derfor på at udarbejde vejledning om de nye standarder, når de er endeligt vedtaget.