Virksomhedsforum har afleveret et katalog med anbefalinger til miljøministeren med henblik på at forenkle reglerne for producentansvar på emballage.

Anbefalingerne er udarbejdet af en arbejdsgruppe med deltagelse fra virksomheder som Plus Pack, Arla Foods, Stok Emballage, Coop Danmark, Ardagh Group, Madklubben og Den Sidste Flaske.

Baggrunden er, at de nuværende regler opleves som både komplekse og administrative tunge. Virksomheder peger på, at implementeringen kræver betydelige ressourcer og i nogle tilfælde kan være både udgiftsdrivende og produktionsbegrænsende.

Fem centrale anbefalinger

Kataloget indeholder fem hovedanbefalinger, der samlet skal reducere kompleksiteten og gøre reglerne lettere at arbejde med i praksis:

  • Klarere definitioner og mulighed for at aftale ansvarsplacering
  • En enklere model for miljøgraduerede bidrag
  • Mere enkel og fleksibel indberetning af data
  • Ensartede og gennemsigtige vilkår hos myndigheder og kollektive ordninger
  • En mere enkel kompensationsmodel for erhvervsaffald

Derudover peges der på behovet for bedre koordinering mellem myndigheder og mulighed for, at leverandører kan håndtere indberetning på vegne af mindre virksomheder.

Fokus på mindre bureaukrati

Det overordnede mål er at sikre en mere proportional implementering af reglerne, hvor hensynet til miljøet balanceres med virksomhedernes administrative byrder.

Producentansvaret skal fortsat understøtte den grønne omstilling, men uden at kompleksiteten spænder ben for virksomhedernes arbejde med at reducere emballage og øge genanvendelsen.

Det er endnu uvist, hvilke af anbefalingerne der bliver omsat til konkret lovgivning, men arbejdet markerer et vigtigt skridt mod en mere praktisk anvendelig regulering.