Danmark har historisk stillet sig i stævnen på at drive udviklingen af skibsfarten. Her er den grønne omstilling ingen undtagelse. Der er blevet taget et vigtigt skridt mod en grønnere, global skibsfart. Danmark og Kina har nemlig underskrevet en samarbejdsaftale, en såkaldt Memorandum of Understanding, om grøn skibsbygning og grønne maritime teknologier.
Aftalen blev underskrevet i Beijing under et møde mellem
erhvervsminister Morten Bødskov og Li Lecheng, der er minister for det
kinesiske Ministry of Industry and Information Technology.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
”Danmark har i generationer banet vejen for international
skibsfart. Den danske maritime industri er helt fremme på grønne teknologier,
og vi har store ambitioner om at styrke den grønne omstilling af skibsfarten.
Med denne aftale sætter vi yderligere handling bag ordene og understreger vores
tætte, maritime partnerskab med Kina. Samtidig sender vi et klart signal til
resten af verden om, at vi tager den grønne omstilling alvorligt. Det er et
stort skridt mod at gøre morgendagens skibsfart innovativ og klimavenlig.”
Aftalen omfatter blandt andet en styrket dialog og et
tættere samarbejde inden for udvikling af grønne maritime teknologier under
rammerne af Den Internationale Maritime Organisation (IMO). Derudover skal
initiativerne i aftalen bidrage til en reduktion af skibes udledninger og
fremme anvendelsen af grøn skibsteknologi. Aftalen rummer derfor et stort
potentiale for den danske maritime sektor. Kina sidder på over halvdelen af
ordrerne på nye skibe på verdensplan, og den danske eksport af maritime varer
og services til Kina lød i 2024 på 3,1 mia. kr.
Samarbejdsaftalen mellem Danmark og Kina viderefører den
aftale, som blev indgået under erhvervsministerens seneste besøg i Kina i 2023.
Det maritime samarbejde mellem Danmark og Kina strækker sig tilbage til 1974,
hvor landene indgik den første bilaterale aftale om maritim transport.