EU’s skovrydningsforordning (EUDR) er et af de mest ambitiøse reguleringsprojekter på råvareområdet i nyere tid. Intentionen er klar: EU skal ikke længere være marked for produkter, der bidrager til global skovrydning. Ambitionen er bredt anerkendt i hele branchen, ikke mindst blandt danske byggecentre og materialeleverandører, som i forvejen arbejder intensivt med dokumentation, certificeringer og sporbarhed. Men selv om målsætningen er rigtig, stod det tidligt klart, at den oprindelige udformning af EUDR ikke var moden til at møde den virkelighed, som danske byggecentre og leverandørkæder opererer i.

For byggecentre og materialeleverandører ville forordningen have betydet, at de på hver eneste varelinje skulle kunne fremskaffe detaljerede geolokationsdata helt tilbage til oprindelseslandet, gennemføre egne risikovurderinger og udarbejde individuelle due diligence-erklæringer – også for produkter, hvor de ingen direkte kontakt havde med producenten. I en branche kendetegnet ved store varevolumener, små producenter, korte gennemløbstider og mange mellemled ville kravene have medført en administrativ byrde, der var aldeles urealistisk.

“Vi risikerer at skabe et system, hvor man dokumenterer bæredygtighed i et omfang, der reelt blokerer for bæredygtige produkter. Dokumentation skal understøtte målet – ikke stå i vejen for det. Derfor er proportionalitet afgørende, hvis EUDR skal fungere i praksis.”
Palle Thomsen, CEO, Brancheforeningen Danske Byggecentre

Det centrale problem ved den daværende udgave af EUDR var ikke ambitionen, men proportionaliteten. Når regulering bliver så kompleks og ressourcekrævende, at den primært kan håndteres af store, etablerede aktører med betydelige administrative og økonomiske ressourcer, opstår der en reel risiko for konkurrenceforvridning i det indre marked. Små og mellemstore virksomheder – og ikke mindst nye aktører – risikerer at blive sorteret fra, uanset om deres produkter er bæredygtige.

På den baggrund insisterede vi på, at EUDR’s mål er rigtigt, men at implementeringen var urealistisk for danske byggecentre og materialeleverandører. Derfor gik vi aktivt ind i et tæt samarbejde med internationale organisationer som ETTF (European Timber Trade Federation), UFEMAT og CEI Bois, som delte vores vurdering af, at reglerne – i deres oprindelige form – ikke kunne fungere i praksis.

Et gennemgående budskab i dialogen med EU’s institutioner var, at dokumentationskrav aldrig må gå ud over det oprindelige udgangspunkt: at stoppe brugen af skovforringende produkter. Hvis reguleringen i praksis medfører, at bæredygtige materialer ikke kan nå markedet, fordi dokumentationsbyrden bliver for tung, har man opnået det modsatte af det ønskede.

De vedtagne justeringer af EUDR viser, at denne problemstilling er blevet taget alvorligt. Udskydelsen af ikrafttrædelsen og de målrettede simplificeringer bringer reguleringen tættere på den praktiske virkelighed i byggecentre og materialeleverandørers værdikæder.

EUDR’s målsætning ligger fast. Og med de seneste ændringer er forordningen i højere grad afstemt efter markedets funktion og branchernes kapacitet. Det øger sandsynligheden for, at reguleringen ikke blot bliver korrekt på papiret, men også effektiv i praksis.