Europa-Parlamentet har i dag formelt vedtaget en udskydelse af EU’s forordning om afskovningsfri produkter (EUDR). Udskydelsen betyder, at forordningen først finder anvendelse fra 30. december 2026 for de fleste virksomheder, mens små og mikrovirksomheder først bliver omfattet fra 30. juni 2027.
Vedtagelsen følger den politiske enighed, der tidligere er opnået mellem Europa-Parlamentet og Rådet, og markerer dermed et vigtigt skridt i den formelle lovgivningsproces.
Administrative lettelser og kommende forenklinger
Ud over udskydelsen er der også vedtaget administrative lettelser og visse undtagelser i forbindelse med EUDR’s anvendelse. Samtidig er Europa-Kommissionen blevet pålagt at gennemføre en forenklingsgennemgang af forordningen, som skal være afsluttet senest den 30. april 2026.
Formålet er at reducere administrative byrder og sikre en mere praktisk anvendelig implementering af reglerne – uden at gå på kompromis med forordningens overordnede målsætning.
Flere detaljer afventer
Den endelige betydning for virksomhederne kan først vurderes fuldt ud, når den reviderede forordningstekst er offentliggjort. Danske Byggecentre følger udviklingen tæt og vil informere, så snart der foreligger mere konkrete detaljer om ændringerne og deres konsekvenser for branchen.