Brancheforeningen Danske Byggecentre er glade for at kunne
præsentere en opdatering af vores almindelige salgs- og leveringsbetingelser
(DB20) – fremover DB26.
DB26 sikrer en relevant ajourføring af DB20 på en række
punkter og markerer derudover en betydelig forbedring af kundens retsstilling
og dermed et endnu mere velbalanceret sæt standardbetingelser for leverancer af
produkter og byggematerialer til professionelle kunder.
Hvad er de væsentligste ændringer i DB26?
- Forlænget
tilbudsfrist: Vi har forlænget fristen for kundens accept af sælgers
tilbud fra 8 kalenderdage til 10 arbejdsdage og har samtidig
gjort sælgers tilbud bindende i acceptperioden. Dette giver kunden
væsentligt bedre muligheder for at overveje sælgers tilbud, ligesom kunden
kan benytte perioden til at afgive tilbud til og opnå accept fra sin
egen kunde.
- Udvidet
erstatningsret: DB26 giver nu bl.a. kunden mulighed for at kræve
erstatning for afhjælpningsomkostninger, selv hvis købet fastholdes.
Kundens ret til erstatning udvides desuden, i det omfang der er dækning
for tabet på sælgers leverandørs erhvervs- og produktansvarsforsikring.
- Forbedret
reklamationsret: DB26 indebærer en betydelig udvidelse af
reklamationsretten fra 1 til 2 år. Betingelserne sikrer dermed som
udgangspunkt køber samme reklamationsret, som forbrugeren har over for
kunden i henhold til købelovens præceptive bestemmelser om forbrugerkøb. Køber
kan altså være beskyttet i forhold fx skjulte mangler i en markant længere
periode. Det udvidede ansvar for Byggematerialer gælder desuden uændret.
Beskyttelse af produktstamdata fra ByggeBasen og Sælger
I DB26 er der som et nyt punkt 18 indsat en bestemmelse, der
forhindrer Køber i at benytte/bruge produktstamdata fra ByggeBasen, eller som
Køber i øvrigt modtager fra Sælger, hvis formålet er udveksling, integration i
og/eller opbygning af en kommerciel database og/eller
produktinformationsdatabase.
Formålet med bestemmelsen er at beskytte produktstamdata fra
ByggeBasen mod uautoriseret kommerciel udnyttelse og videreformidling. Bestemmelsen begrænser ikke Sælgers råden
over egne data, som ikke stammer fra ByggeBasen.
For nærmere oplysninger om DB26 og ændringerne set i forhold
til DB20 henviser vi til [informationssiden om DB26]. https://bdb.dk/Brancheinfo/DB20.aspx
Hvornår træder DB26 i kraft?
Danske Byggecentre lægger op til, at de nye betingelser skal
være gældende fra 1. januar 2026 for de medlemmer, der vælger at benytte sig af
dem.