Tomme bygninger over hele landet skaber økonomiske og miljømæssige udfordringer for ejerne og lokalsamfundet. Nu præsenterer forskere fra Aalborg Universitet for første gang konkrete løsninger til håndtering af tomme ejendomme baseret på danske erfaringer.

Tusindvis af bygninger står tomme og uudnyttede over hele landet. Selvom ejerne er klar over, at det er nødvendigt at træffe beslutninger om bygningernes fremtid, tøver mange med at handle – og det gør kun situationen værre.

"Når beslutninger om tomme ejendomme udskydes, kan det føre til økonomiske tab, forfald og nedbrydning af ejendommens værdien. Det påvirker ikke kun ejeren, men også naboer og kommunen," siger Niels Haldor, der er seniorforsker ved Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) på Aalborg Universitet.

Det handler dog ikke kun om penge, understreger Niels Haldor:

"De sociale og miljømæssige konsekvenser er også betydelige. Ubrugte ejendomme kan blive en belastning for det omkringliggende samfund.”

Når beslutninger om tomme ejendomme udskydes, kan det føre til økonomiske tab, forfald og nedbrydning af ejendommens værdien.

Niels Haldor, seniorforsker på Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD)

Manglen på viden skaber usikkerhed

Mange ejere ved ganske enkelt ikke, hvad de skal gøre, fordi der mangler klare vejledninger og konkrete eksempler på, hvad der fungerer bedst. Skal bygningen bevares, moderniseres eller rives ned for at give plads til nybyggeri?

Valgene er svære at træffe, og uden konkret viden udskydes de igen og igen. Det fører typisk til, at bygningen forfalder, hvilket gør de mulige løsninger endnu dyrere at implementere.

Første danske vejledning om tomme ejendomme

For første gang kan ejendomsforvaltere og kommuner nu få hjælp baseret på danske erfaringer. Institut for Byggeri, By og Miljø (BUILD) har i samarbejde med Freja Ejendomme og Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse nemlig udgivet en vejledning, der skal gøre det lettere at træffe kvalificerede valg om håndteringen af tomme bygninger.

Vejledningen præsenterer en principmodel for drift af tomme ejendomme og adresserer behovet for en fælles forståelse og praksis i sektoren.

Niels Haldor, der er medforfatter på vejledningen, påpeger, at effektiv håndtering af tomme ejendomme kræver rettidige beslutninger og prioritering af tværgående samarbejde:

"Når vi deler viden og arbejder sammen på tværs af organisationer, sikrer vi, at beslutninger træffes på et solidt grundlag, og at ejendommene udnyttes optimalt."

Den nye vejledning er sammen med sit forstudie de første videnskabelige publikationer om emnet i Danmark.

Kilde: BUILD