En ny redegørelse fra Erhvervsministeriet viser, at den
grønne omstilling er bredt forankret i dansk erhvervsliv, men bureaukrati og
bøvl er en stopklods. Derfor vil regeringen nu sætte ind med et nyt lovforslag,
der skal sikre tempo i klagesager og understøtte hurtigere opstilling af
solceller og vindmøller.
De seneste år har krig i Europa, geopolitiske spændinger og
inflation skabt nye udfordringer for danske virksomheder. Det finder sted
samtidig med, at danske virksomheder skal bidrage markant til at indfri nogle
af verdens mest ambitiøse grønne målsætninger både frem til og efter 2030.
En ny redegørelse fra Erhvervsministeriet gør status på
virksomheders grønne omstilling. Redegørelsen peger på, at den grønne
omstilling er bredt forankret i dansk erhvervsliv. Men der er stadig en række
barrierer og udfordringer, som skal overkommes.
Virksomhederne selv peger blandt andet på, at det er svært
at forstå nye regler og lovgivning. Derfor fremsætter regeringen nu et
lovforlag, der netop skal sikre hurtigere afklaring i klagesager for grønne
projekter.
”Verden er forandret. Der er krig i Europa. Investeringer i
den grønne omstilling skal op i tempo. Vi skal ud af Putins klør og hans
fossile brændsler. Erhvervslivet er klar, men desværre spænder bureaukrati og
bøvl ofte ben for grønne milliardinvesteringer. Derfor vil regeringen nu sætte
tempo på myndighedernes behandling af grønne energiprojekter. Sagsbehandlingen
skal effektiviseres, så bureaukrati og bøvl ikke spænder ben for tempoet i den
grønne omstilling. Det haster. For hvis vi både vil nå vores ambitiøse
klimamål, skabe flere grønne arbejdspladser og dominere verdensmarkedet med
grønne danske løsninger skal vi vise, at vi går forrest,” siger
erhvervsminister Morten Bødskov.
Klagenævnene får med lovforslaget redskaber til at sikre, at
sagsbehandlingen ikke går i stå på grund af manglende samarbejde fra en af
parterne i sagen, og at sagsbehandlingen foregår så effektivt som muligt.
Lovforslaget fremsættes d. 24. april.
Kilde: Erhvervsministeriet