Vi er i Danske Byggecentre gået sammen med indsatsen Bo trygt for at sætte fokus på indbrud. Antallet af indbrud i Danmark er nemlig tre gange så højt som i vores nabolande set i forhold til antallet af indbyggere

Danskernes boliger er generelt ikke så godt sikrede mod indbrud, og det står i skarp kontrast til, at hver anden husejer mener, at hans/hendes hus er tilstrækkeligt sikret.

Det viser data fra indsatsen Bo trygt, hvis mål er at reducere antallet af indbrud i danske hjem og få færre danskere til at bekymre sig om indbrud. Bo trygt er skabt af TrygFonden og Realdania i samarbejde med Videncentret Bolius og Det Kriminalpræventive Råd.

Der er blevet anmeldt færre indbrud i de senere år, men de seneste tal viser en stigning. Derfor sætter Bo trygt en kampagne i gang, der skal få flere danskere til at sikre deres vinduer og døre mod indbrud. Kampagnen kører i uge 36-40.

Nemt og billigt at gøre vinduer og døre mere indbrudssikre

Der skal ikke ret meget til for at gøre sin bolig langt mere indbrudssikker. På få timer kan man fx sætte sikringsbeslag på vinduerne, skifte ældre vindueshasper ud med nye anverfere med sikring, sætte et dørgreb med lås på terrassedøren og montere en ekstra lås på hoveddøren.

Det kan få tyvene til at vende om, før de går i gang, hvis de ser, at det er besværligt at bryde ind eller komme ud igen med tyvekoster.

Og det koster heller ikke ret meget – hvad enten man selv gør det eller får en låsesmed til det. Fx kan man på 30 minutter sætte sikringsbeslag på vinduerne, som gør det svært for en tyv at brække vinduerne op – det koster ca. 150 kr. for et beslag.

botrygt.dk eller på Bo trygts YouTube-kanal kan man se videoer, der viser, hvordan man nemt selv sikrer sin bolig mod indbrud. Se fx:

Sæt et dørgreb med lås på terrassedøren

Sæt sikringsbeslag på vinduerne 

Sæt en ekstra lås på din hoveddør 

Tjek standen på vinduer og døre

Inden man går i gang, skal man dog vurdere standen på sine døre og vinduer. Er de i god stand, kan man gå i gang med at sikre dem. Men er de derimod nedbrudte og slidte – er træet i vindueskarmene fx råddent - kan de nemt brækkes op, selv om man sikrer dem. Her er det bedre at købe nye døre eller vinduer med såkaldte sikringspakker mod indbrud.

Hvis man har skiftet vinduer efter 2009, eller dørene er af nyere dato, er de måske sikret mod indbrud på en række punkter. Er man i tvivl, om de har sikringstiltag, kan man kontakte producenten. Er vinduer eller døre så nye, at der stadig er garanti på dem, bør man overveje, om man selv skal foretage sikringstiltag på dem, for det kan ophæve garantien på dem.