Der skal endnu mere fart på den grønne omstilling, og
Danmark skal prioritere nye klimaløsninger. Derfor er klimaet en vigtig
prioritet i regeringens finanslovforslag for 2024.
”Denne sommers oversvømmelser, skovbrande og ekstrem hede
har igen understreget alvoren af klimakrisen. Vi skal nå vores ambitiøse
klimamål, og nu tager vi de næste skridt og investerer endnu mere i grøn
omstilling. For eksempel vil tæt på dobbelt så mange boligejere kunne få betalt
deres afkobling i de kommende år, når de skrotter gasfyret. Og vi går ind i et
efterår, hvor vi for alvor skal have fokus på udbygning af vedvarende energi på
land,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.
Klimarådets øgede bevilling, som blev forlænget med ét år i
finanslov 2023, forlænges til 2025-2026 med i alt ca. 30 millioner kroner. Og
der afsættes 400 millioner kroner fordelt på årene 2024-2027 til en ramme til
grøn omstilling.
”Vi lægger nu ekstra penge på bordet oven i den store
klump fra det grønne råderum, som allerede er afsat. Vi skal hele tiden
investere i grøn omstilling,” siger Lars Aagaard.
Regeringen har desuden afsat en forhandlingsreserve på 500
millioner kroner årligt i 2024-2027 og foreslår, at midlerne prioriteres til
blandt andet yderligere løft af den grønne omstilling.
Læs mere hos Finansministeriet:
Forslag til finanslov for finansåret 2024
Finanslovspjecen "Fremtidssikring af Danmark"
For yderligere oplysninger: Kontakt Klima-,
Energi- og Forsyningsministeriets pressetelefon på 41 72 38 05
FAKTA: Uddrag fra regeringens finanslovsforslag
- Midler
til afkoblingsordningen (240 mio. kr. i 2024-2026)
Regeringen tilfører yderligere 100 mio. kr. årligt i 2024 og 2025 samt 40
mio. kr. i 2026 til afkoblingsordningen. Ordningen giver tilskud til
private husholdningers afkobling fra gasnettet. Midlerne i ordningen
fordobles dermed næsten i 2024 og 2025, så tæt på dobbelt så mange
husstande kan få støtte til at koble sig af gasnettet i de år.
- Grøn
omstilling af tung vejtransport (100 mio. kr. årligt i 2024-2026)
Folketinget har vedtaget en ny kilometerbaseret og CO2-differentieret
vejafgift for lastbiler. Afgiften er et vigtigt skridt mod en grønnere
transport. For at understøtte omstillingen yderligere afsættes 300 mio.
kr. til initiativer målrettet grøn omstilling af den tunge vejtransport.
Den konkrete udmøntning vil regeringen tage stilling til i efteråret 2023.
- VE
på land (40 mio. kr. i 2024, 30 mio. kr. i 2025 og 20 mio. kr. i
2026)
For at sikre mere vedvarende energi på land ønsker regeringen, at staten
skal spille en aktiv rolle i planlægningen af energiparker på land, dvs.
større, statsligt udpegede områder til vedvarende energi, som supplement
til den kommunale planlægning.
- Videreførelse
af styrkelse af Klimarådet (ca. 30 mio. kr. i 2025-2026)
Klimarådet er et vigtigt ekspertorgan, som løbende vurderer udviklingen i
klimaindsatsen i forhold til Danmarks klimamål. Regeringen viderefører
styrkelsen af Klimarådets sekretariats kompetencer inden for
samfundsøkonomiske vurderinger samt analyse indtil videre til og med 2026.
- 400
millioner kroner til forhandlinger
Der afsættes i alt 400 millioner kroner fordelt på årene 2024-2027 til
en ramme til grøn omstilling til senere udmøntning.
Kilde: Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet