19-09-2022

Vi skal spare på energien, tjekke at varmeanlægget kører effektivt, skrue ned for temperaturen i opholdsrum og tage kortere bade. Men hold tilbage med at sænke temperaturen på det varme vand. Det kan nemlig øge risikoen for smitte med den farlige bakterie Legionella.

Legionella smitter, når man fx indånder forstøvede vandpartikler i brusebadet. Bakterien kan sætte sig i lungerne og medføre en svær lungebetændelse, som kan være livstruende for ældre mennesker og svækkede personer. Sunde og raske mennesker kan også blive smittet.

Legionellabakterien trives i det varme vand, når det er under 50°C. Derfor skal temperaturen på det varme vand i rørene være mellem 50°C og 57°C.
Det føles brandvarmt, og det skal det også.

Læs mere om, hvad du skal være opmærksom på for at forhindre smitte med Legionella på legionellaguiden.dk.

 

KILDE : Bolig- og Planstyrelsen