Vinderne af Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris er i dag blevet uddelt ved et arrangement i BLOX, København.

Bæredygtighed har aldrig været et mere relevant emne end nu og i forbindelse med dagens overrækkelse af Byggeriets Klimapriser 2020, slog fremtrædende personer inden for byggeriet tonen an, heriblandt Curt Liliegreen, projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter, med opfordring til byggeriets parter om at være med til at løfte sin del af den grønne omstilling. Herefter fulgte Lone Feifer, Programdirektør i VELUX for Sustainability & Architecture og Palle Thomsen, adm. Direktør for Danske Byggecentre, der begge efterlyste mere og bedre dokumentation af byggematerialer og det færdige byggeris klimabelastning.

Martha Lewis, Head of Materials, Henning Larsen Architects, som også overrakte Byggeriets Klimapriser 2020 til vinderne, afrundede dagens indlæg med at klarlægge, hvordan hun og hendes arkitektkolleger, kan være med til at løfte den grønne omstilling ved at vælge dokumenteret, bæredygtige materialer, således at det samlede byggeri bliver bæredygtigt.

Vinderne af Byggeriets Klimapriser 2020
Efter indlæggene blev spændingen udløst og vinderne af Byggeriets Klimapriser 2020 kunne endelig fejre, at de løb med priserne.

Nomineringskomitéen for Byggeriets Klimapriser, som består af repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter havde nomineret 19 virksomheder med i alt 21 forskellige strategier, løsninger og produkter til de fire priser ligesom komitéen også har udpeget de fire vindere. Se komitéen her.

Vinder af Byggeriets Klimapris 2020 blev Kingspan Insulation ApS med strategien Net-Zero Energy. Net-Zero Energy er en ambitiøs klimastrategi, der skal gøre firmaets 140 fabrikker CO2 neutrale i 2020. Kingspans nye Kooltherm fabrik i Sverige på 18.000 kvm. ventes snart at være klar til at levere isolering, produceret ved 100% vedvarende energi, til Danmark og resten af Norden.

Lindab A/S løb med Byggeriets Energipris 2020 med produktet SolarRoof. Lindabs SolarRoof er et kliktag med integrerede solceller og er resultatet af mange års erfaring som leverandør af ståltage kombineret med den nyeste teknologi inden for solenergi.

Byggeriets Miljøpris gik til Xella Danmark for produktet Xella Big Bags og genbrugsbyggeblokken Silent+. Det er en spændende genbrugsløsning, hvor byggeaffald i form af porebeton-rester returneres og genbruges i en ny porebeton-byggeblok kaldet Silent+.

Den nyindstiftede arbejdsmiljøpris løb firmaet SWED-MARK med for produktet Net-Op. Net-Op er udviklet for at undgå dødsfald og arbejdsulykker ved tagarbejde. Produktet vejer kun 14 kg og kan være i enhver håndværker varevogn. Net-Op skaber et trygt og sikkert arbejdsmiljø ved tagarbejde.

Endnu engang stort tillykke til de fire vindere.

Læs mere om Byggeriets Klimapriser her.