Realdania og Lokale og Anlægsfonden støtter seks nytænkende mødesteder i landsbyklynger med knap 23 millioner kroner. De seks projekter skal styrke hverdagslivet, fællesskabet og fritidslivet uden for de største byer i Danmark.

Et stærkt samarbejde mellem landsbyer, der ligger geografisk tæt på hinanden, kan være med til at udvikle både den enkelte landsby og hele området. Derfor er der de seneste år skudt landsbyklynger op over hele landet. Lokale og Anlægsfonden og den filantropiske forening Realdania støtter nu opførelsen af seks nye mødesteder i landsbyklyngerne med knap 23 millioner kroner.

Fokus på aktiviteter i naturen
Fire ud af de seks nye mødesteder har natur og friluftsliv som omdrejningspunkt.

”Naturen er fremtidens mest potente aktivitetsarena, hvor man kan dyrke fællesskabet uden krav om klubtrøjer og medlemskab. Naturen har fået en ny plads i vores sociale liv, og landområderne har noget særligt at byde på. Ved at samarbejde får klyngerne opbygget den kritiske masse, der er afgørende for at skabe et godt mødested og fælles faciliteter,” siger Jens Øyås Møller, udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.

En undersøgelse med mere end 21.000 besvarelser fra borgere i landsbyklynger har tidligere vist, at 45% fremhæver naturkvaliteter som afgørende for at bo, hvor de bor, og at vandreture er den mest efterspurgte fritidsaktivitet. Nærhed og adgang til natur er for mange et afgørende aktiv ved det at bo i en landsby, noget som flertallet af nye mødesteder understøtter direkte.

De rigtige løsninger til de store udfordringer
De øvrige projekter griber fat i andre vigtige problemstillinger og behov på landet – som for eksempel transformationen af en nedlagt skole til nyt samlingssted. Men også den ofte lange ventetid på offentlig transport, når man bor uden for de større byer. Danmarks Flotteste Busskur bliver for eksempel et socialt mødested for hele klyngen og en fælles dagligstue – ikke mindst for de unge og ældre der ikke har egen bil.

”Samarbejde mellem landsbyer kan være med til at vende en negativ udvikling, og vi håber, at andre landsbyklynger vil lade sig inspirere af de gode ideer til konkrete projekter. Et godt mødested kan nemlig gøre det naturligt at samles på tværs af landsbyer, alder og interesser – både planlagt og tilfældigt,” siger Simon Harboe, projektchef i Realdania

”De nye mødesteder er den foreløbige kulmination på mange års arbejde med at styrke lokale fællesskaber i de danske yderområder. Samarbejde mellem landsbyer kan være med til at vende en negativ udvikling, og vi håber, at andre landsbyklynger vil lade sig inspirere af de gode ideer til konkrete projekter. Et godt mødested kan nemlig gøre det naturligt at samles på tværs af landsbyer, alder og interesser – både planlagt og tilfældigt,” siger Simon Harboe, projektchef i Realdania.

Landsbyklynger over hele landet har haft mulighed for at søge Realdania og Lokale og Anlægsfonden om støtte til at udvikle et bedre mødested i klyngen. Mødestederne udspringer af flere års samarbejde mellem DGI, Lokale og Anlægsfonden samt Realdania om etablering af landsbyklynger over hele Danmark. Målet er, at mødestederne er med til at styrke livet i klyngerne bl.a. ved at fremme hverdagslivets fællesskaber.

Kort om de seks projekter
Landsbyklyngen Den Gyldne Banan i Ringkøbing-Skjern kommune får støtte til at bygge ‘Danmarks Flotteste Busskur’. Projektet gentænker busstoppestedet som et åbent og indbydende mødested for hele lokalsamfundet.

(Støttebeløb: 970.000 kroner)

Min Landsbyklynge i Norddjurs kommune får støtte til Det Maritime Hus, et nyt mødested på Bønnerup Havn, som skal styrke den rekreative brug af havnen for flere målgrupper.

(Støttebeløb: 4 millioner kroner)

Landsbyklyngen Kronjylland i Randers Kommune får støtte til Klyngehuset, som er et åbent og fleksibelt mødested for alle der færdes i området.

(støttebeløb: 4,5 millioner kroner)

Landsbyklyngen Fjordklyngen i Viborg kommune får støtte til ’Værestedet’, som transformerer en tidligere skole til et nyt mødested for hele lokalsamfundet.

(støttebeløb: 4,5 millioner kroner)

Landsbyklyngen Søskovlandet Sjælland i Ringsted kommune får støtte til et Aktivitets- og Naturhus ved Haraldsted Sø midt på Sjælland.

(Støttebeløb: 4,5 millioner kroner)

Landsbyklyngen Firkløverklyngen i Bornholms Regionskommune får støtte til projektet ‘Vi mødes i det grønne’ som etablerer en række mindre arkitektoniske nedslag i naturen omkring klyngens landsbyer.

(støttebeløb: 4,5 millioner kroner)

Fakta
De seks projekter støttes som en del af kampagnen Mødestedet, der skal styrke de fysiske rammer om landsbyklyngernes fællesskab og fritidsliv.

>Besøg Realdanias site om Mødestedet her.

Mødestedet bygger oven på en mangeårig indsats, hvor Realdania og Lokale og Anlægsfonden i samarbejde med DGI har støttet etableringen af 29 landsbyklynger over hele Danmark.

>Besøg Realdanias site om Landsbyklynger her.

Billedkreditering: Spektrum Arkitekter

Kilde: Realdania