Lørdag den 7. november 2020 er det den europæiske radondag. Radondagen skal gøre boligejere opmærksom på risikoen for radon, da det kan være sundhedsskadeligt i for store koncentrationer. Det er derfor vigtigt at finde ud af, om radon udgør en risiko for dig i din bolig.

Radon er en radioaktiv gasart, der findes i jorden og kan trænge ind i din bolig gennem revner og utætheder i boligens konstruktion. Radon kan hverken lugtes, ses, føles eller smages, men kan måles ved hjælp af en radonmåler. En høj koncentration af radon indenfor kan udgøre en sundhedsrisiko for dig i din bolig.

Flere forhold kan have betydning for radonniveauet i din bolig. Det kan f.eks. være:

  • hvis din bolig er placeret i et område, hvor undergrunden indeholder meget radon.
  • hvis din bolig har dårlige ventilationsforhold, eller hvis du ikke udlufter tilstrækkeligt.
  • hvis huset har revner, sprækker eller andre utætheder, hvor radon kan sive ind.

Hvilken type bolig, du bor i, kan også have en betydning for, om din bolig har et for højt radonniveau. Der er f.eks. større risiko for et højt radonniveau, hvis du bor i en bygning uden kælder, end hvis du bor i en bygning med kælder. Det skyldes, at bygninger uden kælder har direkte jordkontakt.

Hvis du har mistanke om, at radonniveauet i din bolig er for højt, kan du relativt nemt og billigt få foretaget en radontest. Testen skal bestilles hos en virksomhed, der har specialiseret sig i at måle og analysere radon.

En radontest skal foretages over en sammenhængende periode på mindst 60 dage i perioden den 1. oktober til den 30. april – også kaldet “fyringssæsonen”. Grunden til at testen skal foretages indenfor disse måneder er, at koncentrationen af radon varierer efter årstiden.

I de kolde måneder trækker der mere kold luft ind i boligen nedefra, og derfor er radonkoncentrationen i boligen højest i disse måneder. Det er også i de kolde måneder, boligejere oftest lufter mindre ud, hvilket kan medføre højere koncentrationer af radon i luften indenfor.

Gå ind på Radonguiden.dk for at få hjælp til at vurdere om din bolig er i risikozonen. Her kan du også læse mere om, hvordan du får radontestet din bolig, og hvordan du nedbringer et for højt radonniveau.

Se Radonguiden her.

Kilde: Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen