Nu tør vi juble: Brændeafgiften er helt død efter skatteminister Morten Østergaards udmeldinger til alle medier i de seneste dage:

Skatteministeren bekræfter at brændeafgiften er taget af bordet, og ingen politikere protesterer over dét.

Brændeafgiften har været en truende katastrofe for skovbruget siden energiforliget i 2012. Skovbruget afsætter årligt for 150 millioner kr. brænde, og dette marked kunne forsvinde med udsigten til dobbelt brændepris og et mareridt af bureaukrati. Uden et brændemarked ville grundlaget for bæredygtig drift af især løvskove være væk over det meste af landet.

Skovforeningen smed i to omgange – efteråret 2012 og efteråret 2013 – alt hvad vi havde i hænderne for at kæmpe den afgørende kamp imod brændeafgiften. Det så umiddelbart umuligt ud at undgå katastrofen med 7 partier og 170 folketingsmedlemmer imod os. Argumenter og dokumentation overfor politikerne var virkningsløse fordi ingen ville åbne milliardforliget om Danmarks energipolitik.

Skovforeningens eneste håb var derfor at vinde sagen via et folkeligt oprør. Derfor åbnede vi 10. september 2013 facebooksiden Stop brændeafgiften, som i løbet af 2 måneder fik 50.000 likes. På facebook bragte vi historier om brændeafgiftens mange vanvittige konsekvenser, og i sidste ende fik det presset energiforligets partier til at droppe afgiften.

Der er endnu ikke flertal i Folketinget for en ny finansiering af energiforliget fra 2012, når brændeafgiften bliver droppet. Skatteministeren foreslår at pengene i stedet hentes over personskatten. Venstre og Konservative vil ikke være med til hente pengene på personskatten. De vil have offentlige besparelser i stedet. Så den del af sagen er stadig uafklaret.

Nu er der brug for, at energiforligets 7 partier lukker sagen. Truslen om brændeafgiften har varet alt for længe, og usikkerheden har haft helt unødvendige omkostninger for masser af virksomheder. Skovforeningen opfordrer alle partier til at blive enige, så vi alle kan komme videre.

Kilde: Dansk Skovforening, www.skovforeningen.dk