Byggebranchen har meldt klart ud – træ skal være bæredygtigt! Med forkortelser som DGNB, LEED, BREAM og det officielle Nordiske miljømærke – Svanemærket, har branchen fået redskaber og vejledning til at bygge bæredygtigt. Mange danske virksomheder handler globalt, men der kan også handles lokalt, da de danske skove kan være leverandør til den stigende efterspørgsel på træ i byggeriet, som erstatning fra CO2-tunge materialer som stål og beton.

At handle dansk har nogle klare fordele. Udover at CO2-udledning til transport bliver mindre, så kan vi i Danmark selv kontrollere, at håndteringen af træ og vores skove sker med syn for biodiversitet, genplantning og gode arbejdsforhold. At handle lokalt og bæredygtigt er ikke en ny trend for alle, og i dag handler de danske byggecentre også lokalt i Danmark, og det sker ofte med krav om dokumentation for bæredygtighed. Fremtiden er certificering og denne tendens følger skovbruget også, hvor flere skovejere vælger at drive skoven efter PEFC-systemet.

Stor stigning i det PEFC-certificerede skovareal
Lokalt træ er med til at drive udviklingen og øge udbuddet af certificeret træ. Alene i det første kvartal af 2021 blev der tilføjet 2.546,8 hektar PEFC-certificeret skov til de danske statistikker, og PEFC Danmark nærmer sig dermed et certificereret areal på 300.000 hektar. Men det er ikke det eneste fine hjørne, som er i sigte – snart er 50% af det danske skovareal PEFC-certificeret. Omkring 223 skovejere har de sidste 20 år været med til at løfte opgaven med at levere mere bæredygtigt træ til det danske marked – det giver virksomheder mulighed for at handle lokalt til gavn for klima og miljø.

For at møde en ejer af en mindre skov, som har valgt at lade sin skov certificere, se her.

Bæredygtigt skovbrug med ny dansk standard
De sidste 20 år har flere skovejere valgt at blive PEFC-certificeret. Skovbrug kræver langtidsplanlægning, men det betyder ikke, at byggeriet skal vente generationer på at få leveret bæredygtigt træ. Skove som drives bæredygtigt, forsyner løbende værdikæden med træ og sikrer en balance mellem at udvikle og bevare skovens ressourcer.

“En PEFC-certificering er for mange skovejere også en fremtidsinvestering, men også en sikring af skovens ressourcer til fremtidige generationer. Træet, som en dag skal fældes, giver en økonomisk gevinst, når det sælges til et marked, men omsættes det ikke af en PEFC-certificeret virksomhed, mistes værdien af det arbejde som allerede er,” fortæller sekretariatsleder i PEFC Danmark, Morten Thorøe.

Udviklingen for at sikre at alle skovejere – små som store – har mulighed for at dokumentere deres skovbrug, betyder også, at der er brug for, at PEFC-systemet udvikler sig. Hvert femte år skal det danske PEFC-system revideres for at sikre, at ny viden og praktiske erfaringer bliver inddraget i en ny standard. Udviklingen af en ny skovstandard for bæredygtigt skovbrug er en proces, som tager lang tid, og hvor alle med interesse for skovbrug har mulighed for at deltage i udviklingen. I 2021 afsluttede en længere proces, hvor mere end 19 forskellige interessenter har deltaget i udarbejdelsen af en ny skovstandard. Næste skridt bliver en international godkendelse.

I dag er 75% af de certificerede skove på verdensplan PEFC-certificeret og i Danmark er næsten halvdelen af skovarealet PEFC-certificeret. Det betyder at byggeriet også i fremtiden kan efterspørge bæredygtigt træ. 

Læs mere om PEFC her.

Kilde: PEFC