Pressemeddelelse

Finansminister Nicolai Wammen har på et pressemøde om den økonomiske situation forslået at hæve håndværkerfradraget for at sætte gang i økonomien. Regeringen vil midlertidigt hæve fradraget for serviceydelser fra 6.400 til 25.000 kroner, mens fradraget for håndværkerydelser i forbindelse med grønne investeringer i hjemmet hæves fra 12.800 til 25.000 kroner.

I Danske Byggecentre bakker vi op om forslaget og anerkender den rettidige omhu fra finansministerens side – det er fortsat vigtigt at holde hånden over byggebranchen. Dog havde vi gerne set, at man gjorde det muligt at slå flere års fradrag sammen, så familier i højere grad fik råd til mere omfattende renoveringer og udvide fradraget, så det også dækker materialer.

Adm. direktør Palle Thomsen udtaler i den forbindelse: ”Jeg er godt tilfreds med Regeringens forslag. Det sender et klart signal til byggebranchen og håndværkerne om, at regeringen forsat vil støtte erhvervet i denne svære tid. Samtidig giver forslaget de danske familier et øget økonomisk incitament til at energirenovere deres huse, og det er vigtigt, hvis vi skal med på den grønne omstilling” og han fortsætter, ”jeg havde gerne set, at regeringen havde åbnet op for at bruge flere års fradrag på én gang, og at håndværkerfradraget også dækkede byggematerialer”

Yderligere information:
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre, tlf. 45 80 78 77, pt@bdb.dk