Familien Friis Thaagaard flyttede i januar i år ind i Villa Grenaa. På indflytningsdagen fik de overrakt certifikatet på at have verdens første PEFC-certificerede villa – dvs. en villa bygget af 100% bæredygtigt træ. Nu har Villa Grenaa også fået bevis på at være Danmarks første villa med en DGNB certificering – den hårdeste og mest omfangsrige certificering indenfor bæredygtigt byggeri i verden. Og så opnåede Villa Grenaa endda den højest mulige udmærkelse – Platin.

Bygherre Dennis Friis Thaagaard og direktør for Jakobsen Huse ApS modtog i januar 2020 et PEFC-certifikat.

Inspiration for andre
Da Louise og Dennis Friis Thaagaard bestemte sig for at bygge det meget bæredygtige hus, var det med tanken om at kunne inspirere andre til at gøre det samme. ”Når man nu kan bygge bæredygtigt, og verden skriger på bæredygtighed, så giver det da ikke mening ikke at gøre det!” siger Dennis Friis Thaagaard, bygherre på Villa Grenaa.

Certificeringer fremfor hippiehus
Der findes mange bæredygtige huse – specielt rundt om i de bæredygtige landsbyer i Danmark. Men det var vigtigt for familien at få andres ord for at deres hus var bæredygtigt. Derfor valgte de ret hurtigt i processen, at huset skulle have stempel på at være bæredygtigt – og gerne så meget som muligt. Derfor faldt valget på den europæiske bæredygtighedscertificering DGNB, som nok er det skrappeste sæt kriterier for bæredygtigt byggeri i verden. Da Villa Grenaa er et træhus, var det herudover naturligt at gå efter at få det certificeret indenfor bæredygtigt træ.

Sværere end de troede
Grunden i den sydlige del af Grenaa ved skoven og stranden blev anskaffet i 2012, men det var først i 2017 at byggeplanerne for alvor gik i gang. Herefter stødte familien ind i en lang række udfordringer. Det var svært at finde håndværkere, som ville og kunne bygge bæredygtigt. Og materialerne der skulle anvendes for at kunne få de to certificeringer i hus, var heller ikke nemme at finde.

”Det var helt klart, at vi var de første, der skulle bygge villa efter de meget skrappe DGNB krav. Der var ingen steder vi kunne gå hen for at få en samlet kyndig vejledning”, siger Dennis Thaagaard.

Så familien brugte mange aftener og weekender på at samle information om materialer, håndværkere, byggemetoder, certifikater, tekniske specifikationer og bæredygtighed.

Verdens første PEFC certificerede villa
Da familien holdt åbent hus i januar 2020 fik de overrakt certifikatet på at eje intet mindre end verdens første villa med en PEFC-certificering. Det betyder at 85% af alt træ i huset er PEFC certificeret og resten er enten FSC-certificeret eller er blevet sporet tilbage til andre bæredygtige skove. Dermed er huset altså bygget af 100% bæredygtigt træ.

Og nu Danmarks første DGNB-certificerede villa
Familien har netop modtaget besked fra Danish Green Building Council, der certificerer danske bygninger indenfor DGNB, at Villa Grenaa er blevet vurderet bæredygtigt nok til at kunne modtage den eftertragtede DGNB certificering. Det er som den første villa i Danmark. Og ikke nok med det: villaen fik endda topkarakter og modtog dermed en Platin udmærkelse.

Læs mere om Jakobsen Huse ApS’ certificering ved DGNB og PEFC her.

Grøn energi, genbrug og fantastisk indeklima
Villa Grenaa er baseret 100% på grøn energi. En del bliver produceret af husets solceller. Og opvarmningen sker via en varmepumpe, der hele tiden suger opvarmet luft ind igennem de pivutætte vinduer. Familien kører Tesla og er dermed meget opmærksom på at fossilt energi er fortid.

Mange af materialerne i huset stammer fra genbrug. For eksempel er underlaget under gulvbrædderne lavet af gamle bildæk, og gardinerne er lavet af plastikflasker, der er samlet ind i europæiske skove.

Det har været vigtigt for familien at huset fik et fantastisk indeklima. De spiser hovedsageligt økologisk mad, og ville derfor også gerne minimere kemiindholdet i selve huset. I forbindelse med DGNB certificeringen blev huset gennemtestet for afdampning af kemiske stoffer, og der var praktisk taget intet at finde. At alle vægge er klinet med ler gør blot indeklimaet endnu bedre. Og lydisolerende Troldtektplader i loftet, store tagudhæng og tagvinduer gør også styringen af akustik, lysindfald og temperatur ganske nemt.

Selv vandforbruget er optimeret, da alt vand fra husets brusere renses og genbruges i toiletter og vaskemaskine.

Villa Grenaa har dermed en lang række bæredygtige tiltag, som tilsammen gør, at huset kan karakteriseres som en af verdens mest bæredygtige boliger – i hvert fald hvis man vurderer ud fra certificeringerne.

Om Familien Friis Thaagaard (bygherre)
Familien der flyttede ind i Villa Grenaa i januar 2020 består af Benjamin Falk Friis Thaagaard (11 år), Louise Friis Thaagaard (42 år), og Dennis Friis Thaagaard (51 år). Benjamin går i 5. klasse på Rosmus Skole. Louise arbejder som sekretær hos Dennis, og Dennis ejer og leder Sustainor – et konsulentvirksomhed, der rådgiver danske virksomheder i CSR og bæredygtighed.

Om DGNB
DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er den skrappeste standard indenfor bæredygtigt byggeri. Den blev introduceret i Danmark i 2012, og er hovedsageligt blevet anvendt på større erhvervsbyggerier og etageejendomme. Certificeringerne uddeles af Danish Green Building Council. Kravene fordeler sig på proceskvalitet, økonomi, teknisk kvalitet, socio-kulturel og funktionel kvalitet samt miljø. Der kan opnås en certificering med sølv, guld eller platin.

For yderligere information kontakt Dennis Friis Thaagaard (31 11 33 66, dennis@thaagaard.com) eller Morten Thorøe, Sekretariatsleder i PEFC Danmark, på tlf. +45 60 60 56 49 eller e-mail mt@pefc.dk.