Søndag den 27. september, kl 12:00 – 16:00
Solbakkevej 57, 2820 Gentofte

Få et sjældent kig ind i et af dansk arkitekturhistories private perler, når Realdania Byg inviterer hele Danmark indenfor i arkitekterne Karen og Ebbe Clemmensens eget hus. Et personligt, æstetisk bud på rammen om det gode liv fra to personligheder i dansk arkitekturs guldalder.

Arrangementet er gratis og åbent for alle.

– Karen og Ebbe Clemmensens hus fremstår med en sjælden kunstnerisk nerve i sit formsprog og leg med helhed, detaljer og farver. Det er præget af en meget uformel holdning til arkitektur, der kommer til udtryk ved en ærlig og enkel sammenstilling af rustikke, beskedne og prisbillige materialer. Og vi er glade for at kunne byde interesserede indenfor i arkitektparrets eget hus, der normalt ikke er åbent for offentligheden, udtaler adm. direktør i Realea, Peter Cederfeld.

Om huset på Solbakkevej
Huset er tegnet og opført af Karen og Ebbe Clemmesen i 1953 som kombineret bolig og tegnestue. Ejendommen ligger i smukke omgivelser ved den fredede Hundesømose i Gentofte Kommune. Karen og Ebbe Clemmensens hus er et af de mere eksperimenterende i kvarteret og fremstår med sin legende arkitektur som en bevidst modreaktion mod samtidens mere formelle arkitekturopfattelse med påvirkninger fra international modernisme.

Realdania Byg overtog huset i 2004, der indtil da havde været beboet af familien selv. Det fremstår i dag nænsomt restaureret med størst mulig respekt for egenart og autenticitet – og for arkitekterne som tegnede og opførte det. Normalt er huset lejet ud til privat beboelse, men pga. lejerskifte er det nu muligt at invitere offentligheden indenfor.

Film, fotos, tegninger og tekst – Se mere her.

Kilde: Realdania Byg