Det bliver Jeff Gravenhorst, der overtager posten fra Torkil Bentzen, som har siddet på posten siden 2008.

Jeff Gravenhorst har tidligere været Group CEO hos ISS gennem ti år og er bestyrelsesformand i Rambøll, hvor han blandt andet har ansvaret for virksomhedens efterlevelse af FN’s Verdensmål for Bæredygtig Udvikling.

State of Green hjælper over 600 virksomheder med at markedsføre danske, grønne løsninger på internationale eksportmarkeder.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Samarbejdet mellem det offentlige og private spiller en fuldstændig afgørende rolle, når danske løsninger skal gøre verden endnu grønnere. Derfor glæder det mig også, at Jeff Gravenhorst bliver den nye formand for State of Green. Han har bred erfaring og indgående kendskab til dansk erhvervsliv, og jeg er sikker på, at han vil være den helt rigtige til at hjælpe flere grønne eksportløsninger over landegrænsen. Jeg vil samtidig gerne takke afgående formand, Torkil Bentzen, for at have stået i spidsen for det vigtige arbejde i de sidste 13 år.”

Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen:

”Som grønt foregangsland er den største forskel, Danmark kan gøre for klimaet, at inspirere omverden til handling. Kun ca. 0,1 procent af udledningen af drivhusgasser på verdensplan kommer fra Danmark, så vi rykker for alvor noget, når andre lande bliver inspireret og følger i vores grønne fodspor. Derfor er det en vigtig opgave at udbrede kendskabet til de mange innovative klimaløsninger, danske virksomheder er verdensmestre i. Det er en opgave, som Torkil Bentzen har udført på bedste vis, og som jeg er glad for nu er i gode og kompetente hænder hos Jeff Gravenhorst.”

Miljøminister Lea Wermelin:

”Arbejdet i State of Green er vigtigt, når det kommer til at brande Danmark som et grønt forgangsland og i arbejdet med at inspirere andre lande til at kigge mod danske, grønne løsninger på blandt andet vandområdet, cirkulær økonomi og luftforurening. Jeg vil gerne takke Torkil Bentzen for hans store indsats gennem årene, og jeg ser samtidig frem til det kommende samarbejde med Jeff Gravenhorst, der nu sætter sig i stolen som bestyrelsesformand."

Adm. direktør for Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen:

”Den grønne omstilling er en fantastisk vækst- og forretningsmulighed for Danmark. Gennem en målrettet kollektiv indsats har vi sat gang i en rivende udvikling, hvor det grønne danske forspring kommer ud på eksportmarkederne til gavn for klimaet. Det skal vi med stærke kræfter i State of Green skrue endnu mere op for, og derfor glæder vi os over, at Jeff Gravenhorst har sagt ja til at tage stafetten videre som bestyrelsesformand efter Torkil Bentzens store indsats i de seneste 13 år."

Ny bestyrelsesformand Jeff Gravenhorst:

”Med klimaforandringerne som det internationale samfunds største udfordring ser jeg frem til at blive en del af et unikt partnerskab, hvor Danmark kan gøre en reel forskel. I lyset af vores tekniske kunnen, dynamiske arbejdsmarked og en ambitiøs politisk overligger står vi med en fantastisk mulighed for at skabe nye vækstmuligheder for bredden af dansk erhvervsliv. Som en del af State of Green vil jeg arbejde for, at den grønne eksport får det bedst mulige afsæt."

Afgående bestyrelsesformand Torkil Bentzen:

”Rejsen siden 2008 viser med al tydelighed styrken i det tætte samspil mellem erhvervslivet og det offentlige. Det internationale arbejde vil i fremtiden kun blive vigtigere, og jeg er meget tilfreds med, at vi med State of Green har skabt en solid platform for markedsføringen af Danmarks grønne styrkepositioner."

Om Jeff Gravenhorst

Jeff Gravenhorst er formand for bestyrelsen i Rambøll Gruppen A/S og nu State of Green. Fra 2010-2020 var Jeff Gravenhorst koncernchef for servicekoncernen ISS og leder for en af verdens største udbydere af facility services med over 400.000 medarbejdere. Han anførte selskabets succesfulde gennotering på Børsen i København i 2014 - den største IPO i to årtier. Inden ISS var Jeff Gravenhorst CEO for ALTO Europe samt CFO i Wittenborg UK Ltd. Han er uddannet cand.merc.aud. fra Copenhagen Business School.

Om State of Green

State of Green er et non-profit offentligt-privat partnerskab mellem staten og de danske erhvervsorganisationer Dansk Industri, Landbrug & Fødevarer, Dansk Energi og Wind Denmark. Konsortiet har eksisteret siden 2008 og har til formål at knytte kontakter mellem danske virksomheder og internationale, offentlige og private beslutningstagere samt at inspirere andre lande til grøn omstilling med afsæt i danske erfaringer. HKH Kronprins Frederik er protektor for State of Green.

 

Kilde : Erhvervsministeriet