15-09-2022

Energistyrelsen har nu lukket Bygningspuljen, efter der er modtaget ansøgninger for de 121 mio. kr., der var afsat i denne runde. Danskerne har særligt vist interesse for tilskud til at udskifte deres naturgasfyr med en varmepumpe.

Danskerne har fortsat stor interesse for tilskud til boligforbedringer, der sparer energi. På åbningsdagen blev der søgt tilskud for mere end de 121 mio. kr., der var afsat til denne runde af Bygningspuljen. Derfor har Energistyrelsen nu lukket for ansøgninger. Ansøgningerne viser, at der er en stor interesse blandt danskerne for at udskifte deres naturgasfyr med en varmepumpe.     

Bygningspuljen bidrager til boligforbedringer, der gavner klimaet og den europæiske forsyningssikkerhed og sparer energiudgifter hos boligejerne i en tid med høje energipriser.

”Danskerne har taget energispareopgaven på sig. Det vidner den store interesse for at udfase olie-og gasfyr og energiforbedre de danske hjem om. Det er glædeligt, at pengene nu kommer ud til borgerne og understøtter den grønne omstilling,” siger vicedirektør i Energistyrelsen Stine Leth Rasmussen.

Andre tilskudsmuligheder

De boligejere, der ikke nåede at søge i denne runde, behøver dog ikke opgive håbet - de kan nemlig søge igen, når puljen åbner igen i 2023 i en ny opsætning.

Boligejere kan også benytte andre fordelagtige ordninger og eksempelvis undersøge, om der er fjernvarme på vej i deres område. Hvis fjernvarme ikke er en mulighed i området, og man ønsker at skifte til varmepumpe, kan man allerede nu få en på abonnement med støtte. Få råd og vejledning om mulighederne på SparEnergi.dk.

Hav tålmodighed for den videre proces

I Energistyrelsen er arbejdet med at behandle de mange ansøgninger til Bygningspuljen allerede i gang. Forventningen er, at langt de fleste ansøgere får tilskud til deres projekter.

Ansøgerne får svar hurtigst muligt, men det er en god ide at væbne sig med tålmodighed, da det kan tage op til 6 måneder i komplicerede sager.

Energistyrelsen har modtaget over 7.000 ansøgninger, og de tager tid at behandle. Det bliver gjort så hurtigt som muligt i den rækkefølge, de er modtaget. For at vi kan bruge kræfterne mest effektivt, opfordrer vi ansøgere til at minimere antallet af henvendelser.

Fakta om Bygningspuljen

  • Bygningspuljen udspringer af Energiaftalen 2018, og den skal medvirke til at skabe besparelser i energiforbruget i helårsboliger ved at give tilskud til boligforbedringer.
  • Bygningspuljen har siden den første runde i 2020 givet tilsagn om tilskud til ca. 40.000 boligejere.
  • I denne runde er der modtaget over 7.000 ansøgninger, der nu skal behandles. Det forventes, at langt de fleste ansøgere kan få tilskud.
  • Læs mere om tilskud på SparEnergi.dk/tilskud

Andre ordninger

 

KILDE : Energistyrelsen