En 70’er skole på Amager, et gammelt fyr i Vejle og en maltfabrik i Ebeltoft er bare tre af i alt 128 projekter, der kan vinde Renoverprisen 2021. Indstillingsperioden til Renoverprisen er slut – og det er nu op til nomineringsudvalget at udvælge seks nominerede projekter.

Siden begyndelsen af året har alle i Danmark kunnet indstille deres bud på Danmarks bedste renovering til Renoverprisen 2021. Indstillingsperioden er nu lukket, og derfor står det klart, at det er blandt de indstillede projekter, at vinderen skal findes.

”Blandt de indstillede ser vi både kreative og komplekse løsninger i alt fra private boliger til store erhvervsbygninger. Det afspejler, at der ikke er én måde at renovere på, og at det er noget, alle kan kaste sig ud i. Det er meget inspirerende, og jeg glæder mig til at se, hvilke der går gennem nåleøjet, når de nominerede projekter offentliggøres,” siger Lars Axelsen, der er administrerende direktør i GI, som er den ene af parterne bag Renoverprisen.

Renoveringer for enhver smag
De indstillede projekter udgøres af en bred palet af renoveringer med hver deres særpræg. Der er både renoveringen af større boligområder som Fyrkildevej i Aalborg, der er blevet forvandlet fra nedslidte til eftertragtede, og transformationen af den gamle maltfabrik i Ebeltoft, der nu er et kreativt kulturcenter. På listen er også institutioner som Peder Lykke Skolen i København og en gennemgribende istandsættelse af en murermestervilla i Silkeborg, der har formået at bibeholde husets sjæl fra 1941.

”Renoverprisen og de mange projekter, der hvert år indstilles, er ikke kun en fortælling om den gode renovering. Det er også et vigtigt bidrag til den grønne omstilling. For når vi genbruger og optimerer i stedet for at rive ned, skaber vi også grønnere og mere effektive bygninger – samtidig med, at vi genfortæller bygningens historie. Det er de indstillede projekter i år rigtig gode eksempler på. Det er inspirerende, og vi håber, at det kan give endnu flere blod på tanden til at kaste sig ud i at renovere,” siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.

Det er nu op til Renoverprisens nomineringsudvalg at vurdere alle de indstillede projekter og beslutte, hvilke 4-6 projekter der skal nomineres til Renoverprisen 2021. De nominerede projekter offentliggøres medio juni. Vinderen kåres ved en prisfest i september 2021.

Læs mere og se de indstillede projekter til Renoverprisen 2021 her.

Mere om Renoverprisen
Renoverprisen uddeles af Realdania og GI. Selv om renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det er Renoverprisen med til at lave om på. Det særlige ved prisen er derudover, at den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. Renoverprisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

Nomineringsudvalget og valgkollegium
Nomineringsudvalget består af en formand og tre medlemmer, som repræsenterer bygherreerfaring, arkitekt- og ingeniørfaglig viden.

Nomineringsudvalget er udpeget direkte af styregruppen for Renoverprisen og består af:

  • Formand for udvalget, Karen Mosbech (adm. direktør, Freja
  • Ejendomme)
  • Henrik Mielke (direktør, CEO, Enemærke & Petersen)
  • Kasper Lynge (viceinstitutleder, Institut for Byggeri og
  • Bygningsdesign, Aarhus Universitet)
  • Lisbet Wolters (stadsarkitekt, Vejle Kommune)

I nomineringshandlinger hvor projekter, der på den ene eller anden vis kan associeres med nomineringsudvalgets medlemmer, har vedkommende hverken indflydelse eller er stemmeberettiget i forhold til udvælgelsen og vurderingen af de pågældende projekter. Når de nominerede er fundet, skal valgkollegiet stemme om, hvem der skal kåres som Danmarks bedste renoveringsprojekt. Valgkollegiet består af 70 personer fra byggebranchen. Medlemmerne kommer fra hele landet og dækker branchen bredt.

Kriterier til de nominerede af Renoverprisen 2021
Alle indstillede projekter bedømmes ud fra følgende kriterier:

  • Bæredygtighed: Klimahensyn og bæredygtighed er tænkt ind i alle projektets faser og i selve løsningen. Fra genanvendelige, miljørigtige og eventuelt genbrugte materialer i etableringsfasen til ressourceforbrug på byggepladsen og bygningens daglige drift – fx i form af energioptimering.
  • Brugskvalitet og bidrag til omgivelserne: Projektet fungerer optimalt og vurderes positivt af brugerne. Samtidig gør projektet en forskel for de nære omgivelser ved at bidrage med sociale, arkitektoniske og oplevelsesmæssige kvaliteter.
  • Udførelseskvalitet og værdiforøgelse: Håndværk, rådgivning og arkitektur i projektet er udført på et højt fagligt niveau. Løsningen har desuden givet et værdiløft – både for bygningen, for ejerne og for brugerne.
  • Eksempelværdi: Projektet rummer et potentiale for at danne skole og udvikle renoveringsdisciplinen. Gennem de konkrete løsninger tjener det som eksempel og inspiration for andre – både i stor og lille skala.
  • Samarbejde: I alle led af byggeprocessen har samarbejdet mellem bygherre, rådgivere, udførende, brugere og myndigheder været velfungerende og eksemplarisk.

Renoverprisen
Se projekt her.

Billedkreditering: Realdania

Kilde: Realdania