Pressemeddelelse

Som et vigtigt led i en ny strategi har Håndværksrådet d. 25. oktober 2017 officielt skiftet navn til SMVdanmark.

De små og mellemstore virksomheders hovederhvervsorganisation Håndværksrådet skifter navn til SMVdanmark. Det nye navn blev enstemmigt vedtaget af repræsentanter for knap 90 medlemsorganisationer og 18.000 medlemsvirksomheder på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i København. Navneskiftet sker som et led i en ny strategi.

”Både vores nye strategi og selve navneskiftet til SMVdanmark er udtryk for, at vi både kan og vil favne meget bredere. Vi vil kæmpe for stadig flere typer af virksomheder i flere brancher, og det afspejler vores nye navn”, siger adm. direktør Ane Buch.

Navneskiftet kommer som følge af en strategisk målsætning om at være hovederhvervsorganisation for flere virksomhedstyper og andre brancher end de traditionelle håndværksfag.

”Navnet ’Håndværksrådet’ har tjent de små og mellemstore virksomheder rigtig godt siden 1879, men ’SMVdanmark’ åbner for nogle nye muligheder. Navneskiftet er samtidig en konsekvens af, at vores medlemskreds de senere år har ændret sig, så vi i dag har en række medlemsvirksomheder i andre fag end de klassiske håndværksfag”, siger adm. direktør Ane Buch.

Målet med navneskiftet og de øvrige strategiske tiltag er at sikre, at alle SMV’er i Danmark får de bedst mulige erhvervspolitiske vilkår og rammebetingelser.

”Hvis ikke der er én hovederhvervsorganisation, der udelukkende taler alle SMV-virksomheders sag, når det gælder udformningen af erhvervspolitikken i Danmark, er der en alvorlig fare for, at SMV-virksomhederne bliver klemt og glemt. Med SMVdanmark som SMV’ernes samlede erhvervspolitiske talerør kan vi garantere, at det ikke sker”, siger Ane Buch.

Samtidig skal den nye strategi sikre, at den enkelte brancheorganisation og medlemsvirksomhed bliver bistået hurtigt, effektivt og fagligt korrekt i deres individuelle drifts- og udviklingsmæssige udfordringer og spørgsmål.

Læs mere på SMVdanmarks hjemmeside her.

Kontakt
Adm. direktør Ane Buch kan kontaktes gennem kommunikationschef Frederik Faurby, telefon 51 34 43 77