Nu kan du indstille et byggeri til hædersprisen Årets Byggeri 2014.

Det skinnende erhvervsdomicil, de innovative lavenergi-boliger, et utraditionelt skolebyggeri eller noget så ”skævt” som et hus af tang.

Det er nu, du kan give dit bud på, hvilke byggerier der fortjener titlen som Årets Byggeri 2014. Årets nomineringsrunde til Danmarks vel nok bredeste og mest vidtfavnende byggepris er nemlig i fuld gang.

Årets Byggeri er en hæderspris – indstiftet af Magasinet Byggeri – som uddeles hvert år. En bredt sammensat dommerkomite bestående af repræsentanter fra branchens største og vægtigste aktører kårer årets bedste byggerier på baggrund af indkomne nomineringer.

Frem til og med mandag den 13. oktober kan du indsende et eller flere forslag til byggerier, som du mener, er værdige kandidater til titlen. Medio december offentliggøres vinderne, og ligesom sidste år overrækker repræsentanter for dommerkomiteen prisen til vinderne i de tre kategorier.

Tre kategorier
Man kan nominere byggerier i tre kategorier:

  • BOLIG
  • ERHVERV
  • ÅBEN

Alle byggerier i Danmark kan nomineres. Kravet er, at byggeriet skal være færdiggjort (datoen for afleveringsforretningen) i perioden 16. november 2013 til 15. november 2014.

Du kan indstille flere byggerier – også i hver kategori. Fremhæv alt fra byggeriets arkitektur, materialevalg, specielle løsninger, byggeproces eller det gode håndværk. Send tekst og fotos, skitser eller illustrationer til at underbygge dit forslag. Et godt og varieret konkurrencemateriale giver dommerne den bedste mulighed for at bedømme din nominering. Det er tilladt at indstille egne projekter, både som bygherre, rådgiver og udførende. Nomineringen er anonym, så det offentliggøres ikke, hvem der har nomineret de enkelte byggerier. Årets vindere, og de byggerier der modtager hædrende omtaler, bliver præsenteret som projekter i december-udgaven af Magasinet Byggeri, ligesom fagbladet BygTek også dækker prisen.

Send din nominering
Du deltager i Årets Byggeri 2014 ved at sende din nominering til redaktionen på redaktion@byggeri.dk eller sende indstillingen til Magasinet Byggeri, Stationsparken 25, DK-2600 Glostrup. Mærk kuverten: Årets Byggeri 2014.

Dommerkomiteen bag Årets Byggeri 2014:
Scott Hollingsworth, arkitekt, Hollingsworth Pack – FORMAND

Elly Kjems Hove, branchedirektør, DI Byg

Gyrithe Saltorp, direktør, Københavns Ejendomme

Hans Peter Svendler, direktør, Realdania

Henrik Garver, adm. direktør, FRI

Lars Storr-Hansen, adm. direktør, Dansk Byggeri

Palle Thomsen, adm. direktør, Danske Byggecentre

Peter Hesdorf, adm. direktør, Byggeriets Evaluerings Center

Pia Wiberg, direktør, Danske ARK

For yderligere information:
Michael Rughede
Chefredaktør
Telefon:       4343 2900
Direkte:        4693 6632
rughede@odsgard.dk