Pressemeddelelse

96 % af de 15-19 årige handler på nettet, men næsten halvdelen af dem har haft problemer. Samtidig mangler de unge viden om deres rettigheder, når der opstår problemer. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen lancerer nu en kampagne, der skal hjælpe de unge med at håndtere udfordringerne.

Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:

– De unge er gode til at udnytte de mange muligheder for at handle på nettet. Det er vigtigt, at de også ved, hvad de skal gøre, hvis et køb går galt. Vi lancerer derfor en kampagne, som skal klæde børn og unge bedre på, så de kender deres rettigheder.

– De unge er fremtidens store forbrugere. De skal støttes i at blive aktive forbrugere, der kan drive forhandlerne til at levere en bedre pris, kvalitet og service til både virksomhedernes og forbrugernes egen fordel.

Næsten alle unge mellem 15 og 19 år har prøvet at købe varer på nettet, og halvdelen i denne aldersgruppe gør det jævnligt. Det viser en undersøgelse, som YouGov har gennemført blandt 443 unge for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.*

En stor del handler på tværs af grænser. 68 % har prøvet at handle i netbutikker i andre europæiske lande, og næsten halvdelen har prøvet at handle uden for EU.

Samtidig oplever de unge jævnligt problemer med et netkøb. 43 % af de unge har oplevet, at noget gik galt i forbindelse med en nethandel. For eksempel at varen var i stykker eller slet ikke dukkede op.

Undersøgelsen viser også, at en stor del af de unge mangler viden om centrale forbrugerrettigheder. Kun 53 % svarer korrekt på, hvor lang tid de har til at fortryde et netkøb. Næsten halvdelen ved ikke, hvor lang reklamationsretten er.

På den offentlige forbrugerportal, forbrug.dk, kan børn og unge fra i dag via video, tekster, illustrationer og grafikker få viden om alt fra kopivarer, sikker handel på nettet og abonnementer. Og de kan desuden få råd om, hvad de gør, hvis varen viser sig ikke at være som aftalt.

Se det nye tema rettet mod børn og unge her.

For mere information:
Kontakt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens kommunikationsafdeling på tlf. 41 71 50 98

*Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 443 CAWI-interview med danskere i alderen 15-19 år, i perioden 8. maj – 7. juni 2015.