Erhvervsstyrelsen har netop åbnet en ansøgningsrunde for projekter, der vil gøre en landsdækkende indsats for at forbedre adgangen til kvalificeret arbejdskraft. Det skal dels ske ved at få flere unge til at gennemføre en erhvervsuddannelse, dels ved at løfte uddannelsesniveauet hos voksne, der allerede er på arbejdsmarkedet, samt ved at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Adgang til kvalificeret arbejdskraft er en af de afgørende faktorer for virksomhedernes mulighed for at skabe vækst og arbejdspladser. Det gælder i forhold til den udfordring, at for få unge vælger en erhvervsuddannelse. Danmark har brug for flere unge, der tager en erhvervsuddannelse.

Danske virksomheder oplever i dag stor mangel på ansatte med digitale og tekniske kompetencer. I takt med at avanceret teknologi og digitale løsninger udbredes i fremtiden, vokser virksomhedernes efterspørgsel efter fx ingeniører, dataloger, biostatistikere, elektrikere og andre personer med digitale og tekniske færdigheder. Endelig anbefaler Danmarks Vækstråd, at aktørerne på tværs af erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen arbejder tættere sammen om at bistå private virksomheder med at få afklaret langsigtede kompetencebehov og planlægge og gennemføre eksempelvis erhvervsuddannelsesforløb eller uddannelse og efteruddannelse for voksne. Et tættere samarbejde kan koordinere henvendelserne til virksomhederne fra konsulenter i de tre systemer og vil give virksomhederne adgang til de tilbud i forhold til arbejdskraft, som de tre systemer giver.

Erhvervsstyrelsen åbner derfor for projektansøgninger, der med en landsdækkende uddannelsesindsats vil forbedre adgangen til kvalificeret arbejdskraft, gerne inden for det digitale og tekniske område og gerne gennem et styrket samspil mellem aktørerne i erhvervs-, uddannelses- og beskæftigelsesindsatsen, således at indsatsen understøtter Teknologipagten og udbredelsen af de gode erfaringer med, at offentlige virksomhedskonsulenter samarbejder i forhold til den virksomhedsrettede indsats. Ansøgere kan fx være uddannelsesinstitutioner, kommuner, erhvervsorganisationer og regionale væksthuse.

EU’s Socialfond investerer i alt 43,4 mio. kr. i indsatsen.

Programmet – kort fortalt
Målet med ansøgningsrunden er dels at få flere unge til at gennemføre en erhvervsuddannelse, dels at give voksne, der allerede er på arbejdsmarkedet, et formelt uddannelsesløft, fx fra ufaglært til faglært samt at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft.

Aktiviteter kan fx være:

  • Udvikling og gennemførelse af forløb, som letter overgangen fra folkeskole til erhvervsuddannelse, fx i form af erhvervsklasser
  • Målrettet vejledning af unge, som vil i gang med en erhvervsuddannelse, fx i form af mentorordninger
  • Udvikling af praktikordninger, der motiverer virksomheder til at indgå uddannelsesaftaler
  • Erhvervsfaglig eller videregående uddannelse af beskæftigede i SMV’er
  • Information, vejledning og opsøgende arbejde om mulighederne for kompetenceafklaring og erhvervskompetencegivende uddannelse målrettet SMV’er
  • Screening af SMV’er med henblik på at afdække uddannelsesbehov og efterfølgende kortlægning af kompetencer og planlægning og tilrettelæggelse af erhvervsfaglige eller videregående uddannelsesforløb
  • Tiltrækning af højtuddannet udenlandsk arbejdskraft, fx gennem introduktionsforløb til det danske arbejdsmarked og sprogkurser


Ansøgningsmateriale og uddybende information
Find uddybende information i temabeskrivelsen her.

Erhvervsstyrelsen i Silkeborg holder informationsmøde om ansøgningsrunden. Mødet finder sted tirsdag den 29. maj 2018 kl. 13-15.

Tilmeld dig informationsmødet her.

Ansøgning
Ansøgningsfristen er torsdag den 30. august 2018 kl. 12.00.

Hver ansøger skal indsende to ansøgninger: Én ansøgning for de aktiviteter, der skal foregå i Region Sjælland, og én ansøgning for de aktiviteter, der skal foregå i resten af landet.

Årsagen til, at der skal indsendes to ansøgninger er, at Region Sjælland er udpeget som en såkaldt overgangsregion i EU med sin egen økonomiske ramme, mens resten af Danmark tilhører de mere udviklede regioner med fælles økonomisk ramme. For at sikre at den kommende indsats bliver landsdækkende, skal der gennemføres aktiviteter i såvel Region Sjælland som de øvrige regioner – og derfor laves to ansøgninger.

Finansiering
Projekt(er) vil blive finansieret gennem den nationale pulje af socialfondsmidler. I alt er der afsat 43,4 mio. kr. til projekt(er) under temaet. Den nationale pulje kan yde EU-medfinansiering svarende til maksimalt 50 pct. af et projekts samlede budget (60 pct. i Region Sjælland). Den ansøgte EU-medfinansiering skal således modsvares af et mindst ligeså stort beløb i national medfinansiering. Den nationale finansiering forventes at komme fra partnerne i projektet, men kan også komme fra stat, regioner, kommuner, organisationer, fonde m.v.

Erhvervsstyrelsen forventer, at ansøgningsrunden vil resultere i EU-medfinansiering til 1-2 ansøgere.

 

Kilde: Erhvervsstyrelsen