Hvor skal Faaborgs store udviklingsprojekter placeres? Hvordan skabes forbindelser mellem den gamle bymidte og det unikke landskab, som den smukke købstad ligger midt i? Og hvordan sikres by og havn mod stormflod? Den komplekse opgave skal tre teams være med til at løse i en konkurrence om at skabe en udviklingsplan for Faaborg. Realdania støtter udviklingsplanen.

Faaborg-Midtfyn Kommune har valgt de tre teams, der fra den 10. april 2019, skal deltage i en konkurrence om at skabe en udviklingsplan for Faaborg havn og by.

De tre teams skal komme med svar på, hvordan Faaborg kan gøres endnu mere attraktiv for både borgere, turister og erhvervsliv.

Borgmester Hans Stavnsager (S) er begejstret over valget af teams:
Det er nogle af landets dygtigste arkitekter, landskabsarkitekter og byudviklere, der nu får til opgave at vise, hvordan vi kan udnytte Faaborgs særlige dna og potentialer i en langsigtet udvikling af byen. Jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvordan de får omsat den særlige stemning, der er i byen og det omkringliggende landskab til en unik og sammenhængende plan, der kan placere Faaborg solidt på landkortet som et attraktivt sted at leve og at besøge, siger Hans Stavnsager.

Programchef i Realdania Astrid Bruus-Thomsen glæder sig til at følge planarbejdet:
Udviklingsarbejdet skal udmønte sig i en plan for, hvordan der blandt andet bliver skabt synlige og attraktive forbindelser mellem Faaborgs gamle, unikke bymidte og et havneområde i en rivende udvikling samt byens kultur- og fritidsaksen. Udviklingsplanen skal være med til at sikre Faaborgs position som en attraktiv bosætnings- og turismeby i det sydfynske med oplevelser og byliv af høj kvalitet, fortæller Astrid Bruus-Thomsen.

Realdania er partner i konkurrencen.

Tre teams med en komplekse opgave
De tre teams skal med afsæt i Faaborgs stærke kvaliteter skabe en samlet udviklingsplan for den bytransformation, der allerede er i gang og formulere en langsigtet plan for den videre udvikling. En plan, der skal være med til at realisere ambitionen om at få Faaborg til at vækste, særligt inden for turisme, bosætning og med nye arbejdspladser.

Udviklingsplanen skal blandt andet skitsere, hvordan man kan udnytte Faaborgs tre udviklingsområder: Slagterigrunden, banegårdsområdet og kulturområdet. Herunder, hvordan arealerne skal anvendes, og hvilke funktioner der skal placeres hvor. Helt centralt er placeringen af et nyt øhavsmuseum, et kur- og kulturprojekt for mennesker med længerevarende sygdom, et nyt hovedbibliotek samt et nyt sundhedshus.

I opgaven ligger også et arbejde med tre fokusområder:

  • Volumenstudier – en plan for, hvordan pladsen udnyttes bedst i de tre udviklingsområder
  • Klimatilpasning – en plan for, hvordan man kan klimasikre havnen og havneområdet
  • Kultur – en plan for, hvordan man kan styrke områdets landskabelige og by-arkitektoniske kvaliteter samt styrke eksisterende og nye forbindelser i Faaborg på tværs af kultur, by, havn og natur.

Derudover skal de tre teams udarbejde en fysisk helhedsplan, beskrive en række udviklingsprincipper samt udarbejde en strategi for realisering af udviklingsplanen.

Se konkurrenceprogrammet her.

Konkurrencen gennemføres som en såkaldt parallelkonkurrence, der giver mulighed for dialog mellem de deltagende hold undervejs – ligesom dommere, fagdommere og rådgivere til konkurrencen bidrager med viden og indgår i dialogen med de deltagende teams.

Arkitektkonkurrencerdk ApS er rådgiver på konkurrencen.

De udvalgte teams

TEAM A
Hovedrådgiver
ADEPT ApS, arkitektur og byplanlægning

Underrådgiver:
Mandaworks, byrum og landskab
Rambøll, klima, vand, trafik, forretningsudvikling, bygningsarv
GivRum, byliv, involvering, kickstart.

TEAM B
Hovedrådgiver
SLA Aarhus ApS, landskabs- og byplanlægning

Underrådgiver:
Praksis Arkitekter, bytransformation og arkitektur, kultur og bygningsarv
A1 Consult, klimasikring

Konsulent:
Have Kommunikation, forretnings- og kulturudvikling, brandingstrategi
GXN (del af 3XN), cradle to cradle design, cirkulær økonomi
Jimmy Valentin, trafikplanlægning.

TEAM C
Hovedrådgiver
GHB Landskabsarkitekter a/s, landskabs- og byplanlægning

Underrådgiver:
Kjellander & Sjöberg AB, arkitektur
TYRENS A/S, rådgivende ingeniører
REALISE, forretningsudvikling
Mogens Morgen, transformation og kulturmiljøer.

Udviklingen i Faaborg
Faaborg-Midtfyn Kommune har gennem de senere år investeret i blandt andet et nyt kulturhus, et nyt havnebad og et nyt fritidscenter i Faaborg.

Med budget 2018 besluttede kommunen at afsætte 20 mio. kr. til et nyt øhavsmuseum og 20 mio. kr. til renovering af Faaborg Museum. Museerne blev dermed også til signaturprojekter for hele kommunens udvikling. Det samme er udviklingen af den gamle slagterigrund.

Kilde: Realdania
Billedekreditering: Faaborg-Midtfyn Kommune