Hos Danske Byggecentre vil vi gerne sige mange tak til alle deltagende på vores succesfulde Konference og Årsmøde 2019, der blev afholdt 31. januar på Radisson Blu i Aarhus.

Dagen startede ud med en sightseeing tur til nogle af de mest spændende bæredygtige byggerier i Aarhus, orkestreret af stadsarkitekten i Aarhus Stephen Willacy. Vel tilbage fra turen gik dagens program i gang med debatten ”Det bæredygtige valg” med diskussionsleder Troels Mylenberg, og med deltagelse af Lone Feifer, Director of Sustainability and Architecture, VELUX Group, Anders Sørensen, forretningsudvikler, Enemærke & Petersen, Lasse Lind, Head of Consulting, GXN, Per Stabell Monby, Business Director, Saint-Gobain Denmark A/S, og Marius Møller, Ejendomsdirektør, PensionDanmark.

Det var en spændende debat hvor der var en generel enighed om, at bæredygtighed er vejen frem for fremtidens byggeri, men hvem har ansvaret for at fremme bæredygtigt byggeri?

Hvis der ikke bliver efterspurgt bæredygtighed fra bygherrernes side, hvem skal så sørge for at der bliver bygget flere bæredygtige byggerier i Danmark? Der var stor enighed i panelet om at efterspørgslen fra bygherrerne ikke er stor nok, på nuværende tidspunkt, til at der for alvor kan komme gang i det bæredygtige byggeri. Der er brug for, at både de store og de mindre private bygherrer efterspørger bæredygtighed både når der bygges og renoveres private boliger og større offentlige bygninger.

Der skal selvfølgelig også være nogle bæredygtige materialer der kan bruges, og derfor er byggevareproducenterne også centrale i den bæredygtige dagsorden. Hvis der ikke udvikles dokumenterede bæredygtige byggevarer og systemløsninger, så kan hverken bygherre, rådgiver eller entreprenør bygge bæredygtigt.

Der blev også prikket til byggecentrene under debatten. Hvis vi virkelig vil fremme den bæredygtige dagsorden, bør vi så kun tilbyde dokumenteret bæredygtige materialer i vores butikker? Det er nok nemmere sagt end gjort, men det ville i hvert fald være et drastisk skridt at tage for at fremme bæredygtighed i dansk byggeri.

Efter en vellykket debat bød vi endnu engang velkommen til Aarhus stadsarkitekt Stephen Willacy, der fortalte om de mange arkitektoniske bygninger og miljøer i Aarhus, byens ambitioner indenfor bæredygtig byudvikling, cirkulær økonomi og Aarhus’ grønne omstilling, under overskriften bæredygtighed på Aarhusiansk. Vi fik også besøg af Søren Pind, der tog os med ind bag kulisserne og ind i motorrummet på dansk politik.

Vi sluttede af med gallamiddag hvor vi uddelte prisen ”Byggecentrenes Leverandør 2019” til Mascot for deres gode samarbejde med vores medlemsforretninger, og hvor Søs Fenger og hendes trio bidrog til en fantastisk aften med deres musik.