Meldingerne var soleklare i de tre tilfredshedsanalyser, der blev foretaget af IFO – Instituttet for Opinionsanalyse – efter BYGGERI’16:

  • 95% af udstillerne var tilfredse med deres deltagelse på messen
  • 90% af udstillerne havde allerede besluttet at deltage igen på BYGGERI’18
  • 87% af DBs medlemmer var tilfredse med messen
  • 92% af de besøgende fagfolk var tilfredse med messen og udbyttet af deres besøg
  • 79% af de besøgende fagfolk i 2016 havde allerede besluttet at besøge BYGGERI’18

Utilfredshed med maden
Eneste punkt, hvor vi desværre ikke helt kunne levere topscore, er tilfredsheden med maden i Udstillercafeerne og DB Restauranten. Det vil derfor være et indsatsområde i samarbejde med MESSE C i forbindelse med BYGGERI’18.

Vi har via analyseinstituttet IFO spurgt de utilfredse udstillere, hvilken mad de kunne tænke sig i udstillercaféerne. Analysen resulterede i følgende hovedpunkter, som vi vil arbejde videre med:

  • Ønsker almindelig mad – ikke noget forsøgt gjort fancy eller café-agtigt
  • God, nærende, mættende mad, som hurtigt kan ”identificeres”
  • Fejl i logistik: tomme fade, manglende bestik, ingen rugbrød
  • Ønsker back to basic: God dansk frokostmad (sild, laks, fiskefileter), kød, kartofler, saucer, grøntsager, salatbar og lækkert brød.

Gennem årene har vi arbejdet ihærdigt for at kvalitetssikre maden til håndværkerkunderne i DB Restauranten, fordi vi ved, hvor vigtigt det er. I 2014 havde vi da også stor tilfredshed med madens kvalitet, 94%, og med udvalget af mad, 92%. Derfor er det endnu mere ærgerligt, at tilfredsheden faldt drastisk i 2016.

Danske Byggecentre har over for MESSE C kraftigt påpeget behovet for at rette op på denne utilfredshed, og MESSE C har lagt sig i selen for igen at levere en god gastronomisk oplevelse for medlemmer og kunder i DB Restauranten i Hal C samt i Udstillercafeerne på BYGGERI’18. Fra Danske Byggecentres side kan vi garantere, at der vil være skarpt fokus på at sikre, at kvaliteten igen er på toppen i 2018.

Nedtællingen til BYGGERI’18 er i gang!
Samlet set er de tre tilfredshedsundersøgelser foretaget blandt medlemmer, udstillere og de besøgende fagfolk et suverænt udgangspunkt for den kommende BYGGERI-messe, som afholdes:

13.– 16. marts 2018 i MESSE C, Fredericia

Messeudvalget er i fuld gang med at planlægge BYGGERI’18, og vi kan allerede nu love en række helt nye, spændende tiltag samt optimering af eksisterende.

Messeudvalget består, som tidligere, af repræsentanter fra Danske Byggecentre og Danske Byggecentres medlemsforretninger, udstillerrepræsentanter samt repræsentanter fra DI Byg.

90% af standarealet er allerede booket til 2018
Danske Byggecentre har desuden modtaget en række henvendelser fra øvrige interesserede leverandører med ønsket om standplads på BYGGERI’18, så der tegner sig et klart billede af en snarligt udsolgt ”Byggeriets fagmesse” i 2018.

Digitalt messekatalog
Det trykte messekatalog har overlevet sig selv og benyttes ikke længere af ret mange besøgende. App og hjemmeside har i høj grad overtaget informationen om messen og de udstillerende firmaer og produkter.

Derfor gøres messekataloget digitalt på BYGGERI’18. Det digitale messekatalog vil være at finde på messens hjemmeside og app. Her kan man således forberede sit besøg på messen, og hvis man ikke ønsker at benytte messens app, når man er på messen, kan man orientere sig og lave søgninger ved pc/skærme placeret ved hovedindgang og busindgang, rundt på messearealet og på Danske Byggecentres stand.

Det digitale messekatalog vil indeholde en række helt nye søgefunktioner, der gør det nemmere at orientere sig på messen, herunder en ny feature, hvor man ved et klik på en stand på halplanen får udstillerens navn frem. Klikker man på udstillerens navn i firmafortegnelsen, vises standen på halplanen. Via halplanen kan der desuden vises vej fra den stand, hvor man står, til den stand, hvor man gerne vil hen.

Til de besøgende, der absolut ikke ønsker at være digitale, vil der blive trykt ark med halplan og udstillerliste, som de kan tage ved indgangene og tage med rundt på messen.

Der vil naturligvis blive kraftigt annonceret for det digitale katalog op til messen.

Vi glæder os til et gensyn på BYGGERI’18 – branchens egen messe!