Regeringen har orienteret energiforligskredsen om det lavest indkomne bud i udbuddet af Kriegers Flak. Det laveste bud er fra Vattenfall Vindkraft A/S, der vil kunne etablere de i alt 600 MW i Østersøen til en budpris på i alt 37,2 øre/kWh. Det er en sensationelt lav budpris – verdens laveste nogensinde for havvindmøller. Den endelige beslutning om udbuddet vil blive afklaret, når der er fundet en traktatmedholdelig finansiering i regi af de igangværende PSO-forhandlinger.

Støtteomkostningerne er markant lavere end forventet
De samlede støtteomkostninger til at opføre Krigers Flak forventes i alt at udgøre 3,5 mia. kr. for hele støtteperioden fra 2019-2032. De forventede støtteomkostninger ligger ca. 60 pct. under de forventede udgifter på 8,2 mia. kr. for hele støtteperioden som forudsat ved indgåelsen af energiaftalen i 2012. Her til kommer ilandføringsomkostninger på 3,1 mia. kr.

Resultatet af budrunden viser, at støttebehovet er markant reduceret i forhold til forventningen ved indgåelsen af energiaftalen i 2012. Forventningerne til elprisen er markant reduceret, men fordi budprisen ligeledes er faldet markant, forventes støtteomkostningerne samlet set reduceret.

Vi skriver verdenshistorie i dag, og Danmark cementerer sin placering som et globalt udstillingsvindue og foregangsland for havvind. Prisen på havvind langt ude på havet rasler ned, og havvind er blevet mere konkurrencedygtig. Regeringen ser en række fordele ved at gennemføre Kriegers Flak; Støtteomkostningerne til Krigers Flak er langt billigere end forventet i energiaftalen i modsætning til de kystnære vindmøller, hvor støtteomkostningerne er steget markant. Krigeres Flak vil knytte det danske og tyske elsystem sammen og understøtte forsyningssikkerheden af grøn el på Sjælland. Med Kriegers Flak får Danmark ikke blot en havvindmøllepark, der kan forsyne mere end 600.000 husstande med grøn el, men også en nødvendig elmotorvej til udlandet, der tager et vigtigt skridt mod et mere integreret europæisk elmarked til gavn for en omkostningseffektiv, grøn og sikker energiforsyning. Alt i alt er Kriegers Flak et udstillingsvindue for, hvad Danmark kan med grøn energi, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Den endelige beslutning om udbuddet vil blive afklaret, når der er fundet en traktatmedholdelig finansiering i regi af PSO-forhandlingerne.

Se mere på ministeriets hjemmeside

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet