På baggrund af forslag fra Virksomhedsforum for enklere regler har regeringen besluttet at gennemføre yderligere 22 regelforenklinger for danske virksomheder. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen:

– Det er regeringens mål at nedbringe erhvervslivets byrder med 3 mia. kr. i 2020. Forslagene fra Virksomhedsforum for enklere regler er et væsentligt bidrag til dette arbejde. Derfor er jeg glad for, at vi nu kan gennemføre yderligere 22 forslag fra Virksomhedsforum. Jeg ønsker at sætte turbo på arbejdet med at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark. Derfor har jeg også taget initiativ til at gennemgå forslag, som den tidligere regering afviste. Otte af de forslag som vi gennemfører nu, blev oprindeligt afvist af den tidligere regering.

Eksempler på forslag der gennemføres:

  • Det bliver muligt for uddannelsessteder at håndtere oprettelse og ændringer af lærlingekontrakter digitalt. Samtidig får virksomhederne mulighed for at underskrive kontakterne digitalt. Det sparer virksomhederne tid og øger tilskyndelsen til at tage lærlinge.
  • Ved reparation af skader på køretøjer bliver det muligt for autoværksteder at få tilsendt erstatningsnummerplader direkte, i stedet for at erstatningsnummerplader til skadede biler skal bestilles og afhentes hos et motorcenter eller en autoriseret nummerpladeoperatør

Alle forslag fra Virksomhedsforum – og regeringens tilbagemelding – kan findes på hjemmesiden www.enklereregler.dk.

Fakta

  • Regeringen vil lette erhvervslivets byrder med op mod 3 mia. kr. frem mod 2020.
  • Virksomhedsforum har siden sin oprettelse indsendt 510 forenklingsforslag. Samlet set er 380 gennemført.
  • Regeringen har igangsat en gennemgang af forslag fra Virksomhedsforum, som den tidligere regering afviste. Regeringens gennemgang har bl.a. resulteret i, at det nu bliver muligt at få forhåndsgodkendt fødevarevirksomheders indretning. Dette kan medvirke til øget tryghed i forbindelse med investeringer i fødevarevirksomheder. Samtidig kan antallet af efterfølgende meget dyre korrektioner af indretningen mindskes.
  • Virksomhedsforum fungerer som rådgivende organ for arbejdet med erhvervsrettet afbureaukratisering. Virksomhedsforum består af erhvervs- og arbejdstagerorganisationer samt repræsentanter fra forskellige danske virksomheder.
  • Virksomhedsforum for enklere regler udpeger områder, temaer eller brancher, hvor erhvervslivet oplever de største administrative byrder og kommer med forslag til forenklinger til regeringen. Regeringen behandler forslagene efter et “følg-eller-forklar”-princip. Det betyder, at regeringen enten gennemfører forslagene eller forklarer, hvorfor de ikke kan gennemføres.