Pressemeddelelse
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har meddelt Virksomhedsforum for enklere regler, at regeringen gennemfører hovedparten af de seneste forenklingsforslag fra Virksomhedsforum helt eller delvist. Regeringen svarer i denne omgang på 22 forslag fra Virksomhedsforum, hvoraf 18 gennemføres helt eller delvist.

– Jeg kan konstatere, at Virksomhedsforum endnu en gang har leveret en række gode og relevante forslag. Regeringen har en ambition om at nedbringe byrderne for erhvervslivet med 3 milliarder inden 2020, og her er input fra erhvervslivet helt afgørende, siger Troels Lund Poulsen.

Erhvervs- og vækstministeren bad i oktober Virksomhedsforum gennemføre en Væk med bøvlet kampagne, og kampagnen har allerede givet mere end 300 henvendelser om regler, der giver bøvl.

 – Vi skal lette de byrder, som gør det unødvendigt besværligt for virksomhederne i det daglige. Her spiller Virksomhedsforum en vigtig rolle for, at virksomheder i hele Danmark bliver hørt. De mange henvendelser om bøvl tyder på, at der er noget at komme efter, siger erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

Kampagnen løber året ud, og Virksomhedsforum vil løbende sende de bedste ideer til regeringen.

Alle forslag fra Virksomhedsforum – og regeringens tilbagemelding – kan findes på hjemmesiden her.