Pressemeddelelse

Ny analyse af det lokale erhvervsklima viser, at kommunerne er blevet endnu bedre til at lytte og tilgodese erhvervslivet. Det er godt nyt. Endnu bedre er det, at det er de mindre kommuner, der tager alle topplaceringerne.

Analysen er samtidig en påmindelse om, at udflytning af statslige arbejdspladser ikke er hele løsningen. Kommunerne har i høj grad selv et ansvar for at sikre, at de tilbyder virksomhederne et sundt erhvervsklima, der gør det attraktivt at flytte arbejdspladserne til dem. Og det kan lade sig gøre. Således har Haderslev bevist, at en målrettet erhvervsindsats kan flytte placeringer. Fra nummer 69 i 2014 til plads nummer 28 i 2015.

– Det er rigtig godt at se, at kommunerne fortsat bliver mere lydhøre over for virksomhedernes behov. Særligt godt er det, at så mange af de mindre kommuner ser ud til at gøre en ekstra indsats. De kan jo ikke regne med at få noget gratis pga. deres størrelse og placering. For vores medlemmer som jo lever af, at der er aktivitet både i det private og i erhvervslivet, er det jo afgørende, hvor gode kommunerne er til at tiltrække virksomheder – og dermed arbejdspladser og økonomisk aktivitet, siger adm. direktør for Brancheforeningen Danske Byggecentre, Palle Thomsen.

Undersøgelse viser fortsat behov for et balanceret Danmark
Selvom kommunerne bliver bedre, viser Dansk Industris undersøgelse også, at staten skal spille en mere aktiv rolle i forhold til en balanceret udvikling i Danmark. Således viser undersøgelsen, at tilstrækkelig infrastruktur og adgang til kvalificeret arbejdskraft er de vigtigste parametre for virksomhederne. Og det er netop her, at staten har en stor opgave i forhold til at sikre, at hele landet har de samme forudsætninger for at tilbyde et attraktivt erhvervsklima ude i kommunerne.

– Den enkelte kommune kan kun gøre så meget. Hvis der ikke er en grundlæggende efterspørgsel på højtuddannet og kvalificeret arbejdskraft, bliver det en umulig opgave at tiltrække de attraktive virksomheder. Det samme gælder god infrastruktur. Det er opgaver staten må tage på sig, således at kommunernes arbejde med at skabe gode erhvervsvilkår kan virke, siger Palle Thomsen.

Yderligere information:
Adm. direktør Palle Thomsen, Danske Byggecentre, tlf. 45 80 78 77, pt@bdb.dk