Fra 2013 til 2016 kan omkring 40 pct. af væksten i beskæftigelsen knyttes til øget eksport, viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.

Den samlede beskæftigelse steg med knap 109.000 personer fra 2013 til 2016. Eksport stod for 42 pct. af stigningen, mens 29 pct. af beskæftigelsesvæksten fulgte af stigende investeringer.

Eksporten bidrog særligt til beskæftigelsesstigningen i starten af opsvinget, mens den stigende beskæftigelse i 2016 i høj grad var trukket af indenlandsk efterspørgsel.

Det viser analysen, Omkring 40 pct. af stigningen i beskæftigelsen fra 2013 til 2016 skyldtes øget eksport, fra Danmarks Statistik. Analysen knytter som noget nyt udviklingen i beskæftigelsen til fire efterspørgselskategorier, så det bliver muligt at vurdere, om den øgede beskæftigelse skyldes eksport, investeringer, privat eller offentligt forbrug. Tallene er udregnet på baggrund af Danmarks Statistiks in-put-output-tabeller og skal tolkes med en vis forsigtighed.

”Det er nyt, at vi kæder udviklingen i beskæftigelsen sammen med hovedkomponenterne i efterspørgslen og på den måde kan vurdere, hvad udviklingen skyldes,” siger specialkonsulent i Danmarks Statistik, Peter Rørmose, der har skrevet analysen.

Under den økonomiske krise var det også især eksporten og investeringerne, der trak udviklingen i beskæftigelsen. Dengang dog ned i stedet for op. Ud af det samlede fald i beskæftigelsen fra 2008 til 2013 på 180.000 personer kan 75 pct. tilskrives faldet i eksporten og investeringerne.

Selvom ændringer i eksporten og investeringerne både under den økonomiske krise og det efterfølgende opsving har haft størst betydning for udviklingen i beskæftigelsen, er det produktionen af privatforbruget og det offentlige forbrug, som beskæftiger flest mennesker. I 2016 stod det private og offentlige forbrug tilsammen for over 60 pct. af beskæftigelsen.

Hvis du har spørgsmål til analysen eller ønsker kommentarer, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Peter Rørmose på 39 17 38 62 eller prj@dst.dk.

 

Kilde: Danmarks Statistik