Et nyt ø-hus bliver samlings- og spisested på Sejerø havn til gavn for både øboere og besøgende.

Sejerø har i dag cirka 350 indbyggere fordelt på tre landsbyer, men som andre øsamfund har øen kæmpet med dalende befolkningstal i de senere år. Der er blevet stille på molen, og havnen har længe savnet en velfungerende café. De lokale borgere har ønsket sig et mødested, hvor både øboere, sommerhusejere og sejlere kan mødes til enkle måltider og uforpligtende snak om vejr og vind. Gennem de sidste tre år har Havnegruppen – en samling lokale ildsjæle – arbejdet målrettet på videreudviklingen af Sejerø Havn. Realdania har netop bevilget 5 millioner kroner til projektet.

“Tidligere var havnen et væsentligt samlingssted, hvor der kunne være sort af mennesker, når færgen lagde til. Vi spiste på den nu lukkede havnegrill, hørte nyt fra fastlandet og fulgte med i de andre øboeres liv og hverdag. Vi er meget glade for, at det nu er muligt at realisere et ø-hus, som vil puste tiltrængt liv i havnemiljøet og blive et naturligt mødested for hele øen og vores gæster,” siger Jens Thomassen, talsmand for de lokale initiativtagere fra Havnegruppen på Sejerø.

Hvor godtfolk er …
Ø-huset skal være et samlingssted for øens befolkning. Samtidig skal huset understøtte turismeudviklingen på Sejerø og tiltrække flere sommergæster. Huset vil efter planen rumme både et spisested med ude- og indeservering, selskabslokale, produktionskøkken, en Ø-butik med salg af ø-produkter og information til turister samt tre familieværelser til udlejning. Bygningen bliver opført i forbindelse med det nye moleanlæg, som blev taget i brug i sommeren 2017, og bliver dermed en del af klimasikringen af Sejerø Havn.

En grundig forundersøgelse finansieret af Realdania, Kalundborg Kommune og Sejerø Beboerforening har udløst bevillingen på 5 millioner kroner fra Realdania, som skal hjælpe med at realisere byggeriet og følge de lokale visioner til dørs.

“Sejerø er noget særligt. Det mærker man straks, man går fra borde. Man oplever en ø med bakker, vild natur og venlige mennesker. Sejerø er rig på kulturarv, både den man kan se og den der findes i lokale retter, historier og traditioner. Et nyt spise- og mødested centralt placeret på havnen vil give gæster og fastboende et sted at starte turen, mødes med nye og gamle venner, spise god mad og blive klogere på hvad man skal se på øen. Samtidig tilføres øen nye arbejdspladser – og de tre planlagte familieværelser i Ø-huset vil give flere mulighed for at opleve skønne Sejerø,” siger projektchef Björn Emil Härtel Jensen fra Realdania.

Ø-huset understøtter Foreningen Realdanias mål om at fremme stedbundne potentialer i hele landet. Byggeriet på Sejerø havn går efter planen i gang i 2019.

Læs mere om Ø-huset på Sejerø Havn her.

 

Kilde: Realdania