Det er netop vedtaget at sænke grænseværdien for, hvornår blandinger som maling og rengøringsmidler skal faremærkes, hvis de indeholder det allergifremkaldende stof MI. Grænseværdien bliver mere end 600 gange lavere.

Fremover bliver maling, rengøringsmidler og andre kemiske blandinger mærket som allergifremkaldende, hvis de indeholder bare 0,0015 % eller mere af konserveringsmidlet MI.

Det er resultatet af en afstemning i EU i går eftermiddags, hvor det bl.a. blev besluttet at fastsætte en meget restriktiv grænse for, hvornår kemiske blandinger med MI skal mærkes som allergifremkaldende. Grænsen bliver sænket fra 1% til 0,0015%, hvilket er mere end 600 gange lavere end hidtil.

MI og MI-lignende stoffer findes ifølge en undersøgelse i de fleste vandbaserede malinger.
Danmark har en stor del af æren for den nye lave grænseværdi, fortæller kontorchef i Miljøstyrelsens kemikalieenhed, Isabelle Navarro Vinten.

– Vi har set en eksplosion MI-allergi, siden stoffet blev tilladt i kosmetik i 2005. Der er også flere slemme tilfælde, hvor allergien kan relateres direkte til maling. Med hjælp fra Videncenter for Allergi har vi kunnet dokumentere over for EU, at MI er stærkt allergifremkaldende. Derfor blev det tidligere i år forbudt i leave on-kosmetik. Nu får vi også sænket grænsen for, hvornår maling og andre kemiske blandinger skal faremærkes, så forbrugerne bedre kan vælge MI-holdige produkter fra eller tage deres forholdsregler, siger hun.

Man kan som forbruger undgå MI ved at vælge svanemærket kosmetik og ved at læse indholdsdeklarationer på fx maling og rengøringsmidler og undgå stoffet ”Methylisothiazolinone”.

Yderligere oplysninger:

Pressekoordinator Jakob Volf, tlf. 72 54 44 50 / 91 33 47 94, e-mail: jamvo@mst.dk

Fakta: MI

  • MI står for methylisothiazolinon og er et konserveringsmiddel, der bl.a. tilsættes maling, rengøringsmidler, lim og kosmetik.
  • Gennem de senere år har Videncenter for Allergi dokumenteret en kraftig stigning i allergiforekomsten over for MI hos forbrugere, og derfor har Miljøstyrelsen arbejdet for at få stoffet begrænset.
  • Ved gårsdagens EU-afstemning blev der vedtaget en harmoniseret klassificering af MI som allergifremkaldende og en restriktiv grænseværdi. Det betyder, at blandinger som vaskemidler og malinger fremover skal faremærkes, når de indeholder bare 0,0015% MI eller derover. Herudover skal blandinger bære advarslen ”Indeholder methylisothiazolinon. Kan forårsage en allergisk hudreaktion”, når den blot indeholder mere end 0,00015% MI.
  • Et forbud imod brugen af MI i kosmetiske produkter, der bliver på huden – såkaldte ’leave-on’ produkter – trådte i kraft i februar 2017. Det betyder, at man ikke længere må sælge f.eks. cremer og deodoranter, der indeholder MI.
  • Derudover har man begrænset koncentration af MI i kosmetiske produkter, der ikke bliver på huden – såkaldte ’rinse-off’-produkter som f.eks. shampoo og sæbe. Fra d. 28. april 2018 må sådanne produkter maksimalt indeholde 0,0015 % MI. Den tidligere tilladte koncentration var 0,01 % MI.
  • Siden d. 24. november 2017 har MI været forbudt i legetøj til børn under tre år og legetøj, der er beregnet til at komme i munden.

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet