På det seneste har der været flere sager om salg af legetøj, bl.a. slimlegetøj, der indeholder farlig kemi. Miljøstyrelsen og Legebranchen LEG har derfor nu sammen udarbejdet en vejledning, der skal hjælpe danske virksomheder med at overholde lovgivningens kemikrav til legetøj.

Det kan være svært for virksomheder, der fremstiller og sælger legetøj at sætte sig ind i reglerne. For at hjælpe virksomhederne har Miljøstyrelsen nu udgivet vejledningen ”Kemisk sikkerhedsvurdering af legetøj”. Vejledningen skal hjælpe virksomhederne til at forstå reglerne og til at bruge dem i praksis. Det er fabrikanter, importører og distributører, som har ansvaret for, at legetøjet på det danske marked ikke indeholder kemi, som er farlig for børn.

– “I Miljøstyrelsen er vi glade for, at der nu er lavet en god vejledning til at vurdere den kemiske sikkerhed af legetøjet. Vejledningen er udarbejdet gennem et tæt samarbejde med branchen, og det er de danske virksomheder, der skal bruge den. Vi håber, at det gode samarbejde og vejledningen kan bidrage til, at legetøjet i butikkerne er sikkert, hvad angår indhold af kemiske stoffer”, siger funktionsleder Elisabeth Paludan fra Miljøstyrelsens Kemikalieenhed.

Også i Legebranchen LEG er man glade for, at der nu findes en vejledning til alle legetøjsvirksomheder, som de kan støtte sig til i forhold til at overholde sikkerhedsreglerne.

– “Som brancheorganisation for legetøjsvirksomheder, der aktivt vælger at leve op til et højt etisk ansvar, er det vigtigt for os ikke kun at hjælpe vores medlemsvirksomheder, men også gøre vores til, at alle der fremstiller og sælger legetøj har mulighed for at kende og overholde sikkerhedsreglerne på legetøjsområdet”, siger Betina Schiønning, der er sekretariatschef i LEG.

– “Legetøj skal være sikkert for børn at lege med. Børns sikkerhed ligger os meget på sinde, og er en forudsætning for vores eksistens og berettigelse. Legebranchen håber derfor også, at vejledningen kan være med til at fortælle og vejlede om, hvad der mere konkret forventes af virksomhederne i forhold til den kemiske sikkerhedsvurdering, så de virksomheder, der har viljen til at overholde reglerne, bedre kan lykkes med at implementere pligten i deres sikkerhedsarbejde”, siger Betina Schiønning.

Den nye vejledning bygger på EU’s vejledning om sikkerhedskrav til legetøj og teknisk dokumentation. Du kan finde den på Miljøstyrelsens hjemmeside legetøjsregler.dk eller se her.

Hvad er din rolle?
Du er fabrikant, hvis du fremstiller legetøj i Danmark, i et andet land i EU eller i et land udenfor EU. Du er også fabrikant, hvis du får et legetøjsprodukt fremstillet og markedsfører det under dit eget navn eller varemærke.

Du er importør, hvis du køber færdigt legetøj udenfor EU’s grænser, som du sælger videre til en anden virksomhed, butik eller direkte til forbrugerne i EU.

Du er distributør, hvis du sælger legetøj som du har købt fra Danmark eller et andet land i EU til en virksomhed, til en butik eller direkte til forbrugerne.