Pressemeddelelse

Fra d. 23. september har det igen været muligt for bygningsarvens ildsjæle at søge om støtte til at føre gode idéer ud i livet. Det sker som en del af Realdania-kampagnen ’Underværker’. Den nye ansøgningsrunde blev sparket i gang med en landsdækkende ildsjælefestival, som åbnede d. 23. september i Bygningskulturens Hus i København.

Overalt i Danmark knokler frivillige ildsjæle for at skabe liv og livskvalitet med den lokale bygningsarv som ramme.

Gennem flere år har Realdania målrettet støttet ildsjælenes projekter, og erfaringerne viser, at de resultater, som skabes gennem det frivillige engagement, fører til varige og bæredygtige forandringer.

Med kampagnen Underværker inviterer Realdania nu igen bygningsarvens ildsjæle til at søge om støtte til at gøre gode idéer til virkelighed.

– Ildsjælene er uundværlige for ethvert lokalsamfund både i by og på land. Det er ildsjælene, der har blik for lokale muligheder og udfordringer, og med deres vedvarende arbejde og engagement kan de flytte bjerge. I Realdania håber vi at modtage rigtig mange projektidéer fra ildsjæle over hele landet, siger Christian Andersen, programchef i Realdania.

På hjemmesiden www.underværker.dk kan man læse mere om, hvordan man søger. Ansøgningsfristen udløber den 27. januar 2016.

Landsdækkende ildsjælefestival
Invitationen til bygningsarvens ildsjæle markeres med en landsdækkende ildsjælefestival, som blev åbnet af kulturminister Bertel Haarder d. 23. september ved et stort fagligt og festligt arrangement i Bygningskulturens Hus i København. Derudover inviterer ildsjælene bag 16 projekter rundt omkring i landet deres lokalsamfund indenfor som en del af festivalen.

Læs mere om kampagne, ansøgningsrunde og festival på www.underværker.dk