Pressemeddelelse

Botjek A/S har efter et møde i Konkurrencerådet forpligtet sig til at sikre, at kædens medlemmer frit kan konkurrere om at udføre tilstands- og elinstallationsrapporter samt energimærker. Det betyder, at boligsælgere fremover frit kan vælge Botjek-partner.

Konstitueret direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Carsten Smidt:

– Det er problematisk for konkurrencen – og i sidste ende forbrugerne – hvis uafhængige virksomheder aftaler at dele markeder mellem sig. Det fjerner virksomhedernes mulighed for at konkurrere indbyrdes. Botjek-sagen understreger, at virksomheder er konkurrenter, selvom de er medlem af en frivillig kæde. Konkurrencerådets afgørelse sikrer, at de enkelte medlemmer af Botjek-kæden frit kan konkurrere indbyrdes og får mulighed for at vokse sig større. Afgørelsen betyder også, at boligsælgerne fremover frit kan vælge, hvilken Botjek-partner der skal udføre deres opgave.

Botjek forpligter sig blandt andet til at ændre i selskabets aftaler med de enkelte Botjek-partnere og til at ændre sin hjemmeside. Det har Konkurrencerådet afgjort. Tilsagnene skal sikre, at medlemmerne af Botjek-kæden fremover frit kan konkurrere om at udføre tilstands- og elinstallationsrapporter, energimærker samt markedsføre sig i et hvert område. Og at boligsælgerne frit kan vælge, hvilken Botjek-partner der skal udføre deres opgave.

Konkurrencerådet har haft betænkeligheder ved, om Botjek har vedtaget at dele markeder mellem de enkelte Botjek-partnere i strid med konkurrencereglerne og derved har begrænset den indbyrdes konkurrence mellem Botjek-partnerne.

Botjek A/S har tildelt hver enkelt Botjek-partner et afgrænset geografisk område. Botjek indskærpede, at Botjek-partnerne ikke måtte udføre rapporter eller markedsføre sig over for boligsælgere uden for de tildelte områder. Botjek fordelte desuden de bestillinger, der kom ind via kædens fælles hjemmeside, www.botjek.dk, til den Botjek-partner, der havde fået tildelt boligsælgerens postnummer.

Botjek A/S er et frivilligt kædesamarbejde mellem 23 selvstændige bygningssagkyndigvirksomheder, der alle er partnere og aktionærer i Botjek A/S.

Se konkurrencerådets afgørelse her.