Frem til søndag den 1. marts 2015 kan renoveringsprojekter, der fortjener særlig anerkendelse, indstilles til RENOVER prisen 2015.

Renovering af vores bygninger er centralt for vores livskvalitet, udfoldelsesmuligheder og økonomi. Det er vigtigt, at vi får de gode eksempler frem i lyset, så vi kan give renovering den synlighed og status, som det fortjener. Frem til søndag den 1. marts kan alle, der har et bud på renoveringsprojekter, som fortjener titlen ”Danmarks bedste renovering”, indstille projekter til RENOVER prisen 2015.

Projekter kan indstilles via hjemmesiden her. Projekter, der blev indstillet sidste år, kan indstilles igen i år, såfremt projektet er taget i brug tidligst den 1. januar 2010 og senest den 31. december 2014. Vinderen kåres ved en prisfest den 3. september 2015.

Fakta om RENOVER prisen

RENOVER prisen sætter fokus på renovering
RENOVER prisen er en pris, der uddeles af Realdania og GI. Selvom renovering fylder mere end halvdelen af den samlede produktion i byggebranchen, er det primært nybyggeri, der bliver belønnet med priser. Det skal prisen være med til at lave om på. Prisen er også særegen, fordi den hylder et helt projekt frem for en enkelt bidragsyder. RENOVER prisen er en pris til alle, der har været involveret i det vindende projekt – lige fra bygherre til rådgivere og håndværkere.

Kriterier til de nominerede
Vinderen blandt de indmeldte projekter vil blive fundet ud fra en samlet vurdering på baggrund af 7 kriterier:

  • Eksempelværdi: Projektet har potentiale til at inspirere branchen i forhold til renovering.
  • Energikrav og bæredygtighed: Projektet har leveret væsentlig energibesparelse og bidraget til en bæredygtig praksis.
  • Samarbejde og proces: Projektets resultat er sikret gennem godt samarbejde og fagligt kompetente bidrag.
  • Brugskvalitet: Projektet er funktionelt velfungerende og vurderes positivt af sine brugere.
  • Bidrag til omgivelser: Projektet bidrager positivt til dets nærmiljø.
  • Økonomi og værdiforøgelse: Projektet har skabt værdi for bygningsejeren i forhold til kvalitet, tid og ressourcer.
  • Udførelseskvalitet: Projektet er gennemført på et højt håndværksmæssigt niveau.

For at et projekt kan nomineres til prisen, skal det desuden være gennemført i Danmark, være færdiggjort inden for de seneste 5 år, og være taget i brug i mindst et halvt år.
RENOVER prisen præmierer renoveringsprojekter, og ikke restaureringsprojekter, der alene søger at fastholde en bygnings oprindelige udtryk.

RENOVER prisen 2014
Sidste år blev seks projekter nomineret til prisen på baggrund af 165 indstillede projekter. De seks projekter var:

  • Diamanten, Fynshav, Augustenborg
  • Guldagergaard, Skælskør
  • Mirror House, København
  • Sverigesgade 4, Odense
  • Den økologiske renovering, Roskilde
  • PLH Studio, København

Diamanten blev kåret som vinderen ved en prisfest hos Madeleines på Refshaleøen.

Kilde: RENOVER, www.renover.dk