Denne gang foregår generalforsamlingen lørdag den 7. november 2015 i Jels med Lindab A/S som vært.

Traditionen tro kan du starte med kaffe, morgenbrød og hyggeligt samvær med de FUT kammerater du  ikke har set det sidste år. Det kan godt betale sig at komme i god tid, for der er altid et par af gutterne, du kan få en hyggelig snak med, om de gode FUT oplevelser I har haft sammen.

Mød branchens talenter allerede nu
Dagen starter med FUTs generalforsamling og ikke mindst uddeling af FUT Fagprøvepris. I år kan du følge de nominerede på fut.dk (og diverse sociale medier), hvor de hver især fortæller om deres grunde til at være i branchen og ikke mindst i FUT. Her kan du også høre om, hvad de har skrevet om i deres fagprøve.

Dagen byder også på rundvisning hos vores vært, Lindab, samt beretning om virksomheden. Lindab byder ligeledes på en lækker frokost inden dagens gæstetaler, Klaus B. Rasmussen, adm. direktør i SønderjyskE, giver et spændende foredrag kaldet: ”SønderjyskE den lyseblå rejse fra 2004 – 2015”. Her vil vi høre om både baggrund, visioner, struktur, DNA, økonomi – og naturligvis sporten.

Så gå ikke glip af en dag i FUTs tegn, hvor der både bydes på spændende foredrag, interessante informationer samt hyggeligt samvær med andre FUT medlemmer. Tilmeld dig via fut@fut.dk (husk at oplyse dit fulde navn). Arrangementet er gratis for alle.

Dagens program
(med forbehold for ændringer)

Kl.10.00 til 11.00                         Ankomst, kaffe og morgenbrød

Kl.11.00 til 12.00                         Generalforsamling og uddeling af FUT fagprøvepriser

Kl.12.00 til 13.15                         Frokost

Kl. 13.15 til 14.30                        Indlæg fra Lindab samt rundtur

Kl. 14.30 til 15.00                        Kaffe og kage

Kl. 15.00 til 16.30                        Foredrag/indlæg af adm. dir. Klaus B. Rasmusen, SønderjyskE

Kl. 16.45                                     Afslutning samt plantning af bøgetræet

Om Lindab

Lindabs historie
I 1956 startede grundlæggeren af Lindab – Lage Lindh – en lille tyndpladeforretning i Lidhult, Sverige. Senere flyttede virksomheden til Båstad i det sydlige Sverige, hvor Lindab i 1959 blev registreret som virksomhed. Siden er Lindab vokset og er nu repræsenteret 125 steder i 31 lande.

I 1984 kom Lindab på den svenske børs og i 1992 på den danske børs. I 2001 blev Lindab købt af Ratos AB sammen med Skandia Liv og Sjätte AP-fonden. Moderselskabet skiftede navn til Lindab International AB i maj 2006. Den 1. december 2006 kom Lindab tilbage på Børsen i Stockholm.

Lindab i dag
Lindab er en international koncern som udvikler, fremstiller, markedsfører og distribuerer produkter og systemløsninger til forenkling af byggeri og forbedring af indeklima.

Produkterne er kendetegnende ved deres høje kvalitet, at de er enkle at montere, energieffektive, miljøvenlige samt at de leveres med et højt niveau af service. Alt dette øger kundeværdien.

Koncernen havde en nettoomsætning på SEK 7.003 mio i 2014 og er etableret i 32 lande med ca. 4.600 ansatte. Hovedmarkedet er erhvervsbyggeri, som tegner sig for 80% af omsætningen, mens privatkunder tegner sig for 20% af omsætningen. I løbet af 2014 udgjorde det nordiske marked 46%, CEE/CIS 21% (Central- og Østeuropa samt andre tidligere sovjetrepublikker), Vesteuropa 30% og andre markeder udgjorde 3% af det samlede salg.

Aktien er børsnoteret på Nasdaq OMX Nordic Exchange, Stockholm samt Mid Cap (ticker LIAB).

Produkter og løsninger

Ventilation
Kanalsystemer med tilbehør og løsninger til ventilation, opvarmning og køling til styring af indeklima.

Byggekomponenter
Produkter og systemer af tyndpladestål. Tagrender, tag- og vægbeklædning og stålprofiler til væg-, tag- og bjælkekonstruktioner.

Byggesystemer
Præfabrikerede systemer af stål. Komplette byggeløsninger som omfatter ydervægge med hovedstruktur, vægge, tage og tilbehør.