Med dette slogan vandt jeg seks flasker rødvin i FUT´s slogankonkurrence i 2003. Det er 15 år siden, og ordlyden er stadig aktuel og helt moderne.

Vi er branchens naturlige mødested for unge og ældre branchefolk. Vi skeler ikke til, om du er udlært eller i lære, din politiske eller religiøse overbevisning, om du er leverandør eller tømmerhandler, din titel eller om du er gået på efterløn eller pension. Alle fra branchen er velkomne.

Vi er foreningen, hvor vi mødes på tværs af titler, alder og region. Jeg kan berette om mange venskaber, der er knyttet i forbindelse med de forskellige arrangementer gennem tiderne. De mange ture, som vi i FUT arrangerer, har budt på utallige fantastiske oplevelser. Her er man ofte sammen i en større gruppe på 20-30 personer, og man er sammen næsten i døgndrift i flere dage. Og ja, så opstår venskaber og forbindelser på tværs af køn, alder osv. På adskillige ture i både ind- og udland er der opnået livslange venskaber, som ofte har resulteret i tætte private relationer og venskaber, der kan bruges i det daglige og faglige arbejde.

Min egen bedste og tætteste forbindelse var med skønne Finn Christensen fra Baagø og Riber. Finn og jeg var syv dage i Ghana og syv dage i Elfenbenskysten, hvor vi delte værelse i samtlige 14 dage. Finn var også en gammel Århus-dreng, så vi fandt naturligvis hurtigt sammen. Vi var som et ægtepar, da vi kom hjem, og vores venskab varede lige til Finns alt for tidlige død. Efter Afrikaturen – når jeg besøgte Baagø og Riber i Svendborg som sælger — ja, så var Finn og jeg på sporet med det samme. Handlerne gik nemmere og nemmere, og snakken gik lystigt. Dette venskab er et godt eksempel på, hvor meget relationer og kontakter betyder i dagligdagen; især i et køber- og sælgerforhold.

Mange inden for branchen er med venskaber, kontakter og relationer kommet i betragtning til nye jobs, “fordi man var kendt” af mange inden for foreningen. Jeg ved, at flere tømmerhandlere holder øje med potentielle jobemner i foreningen. Jeg har i flere tilfælde formidlet kontakt mellem to parter, og hvor vedkommende efterfølgende har fået jobbet. FUT har været et godt netværk for rigtig mange medlemmer gennem årene.

I vores digitale fortravlede hverdag, hvor vi er online næsten 24/7, er det befriende at komme ud og møde ægte lyslevende mennesker af kød og blod og ikke bare fyre en “like” af. Tendensen i vores samfund og dagligdag er, at vi har meget travlt med at “like”, opdatere vores profil, tjekke ind på facebook, lægge billeder op, sende mails og SMS’er, og alt skal gå så hurtigt, og mange telefonsamtaler droppes – send en mail er svaret ofte…

Jeg tror, det er vigtigt, at vi kommer væk fra pc’erne og mødes ansigt til ansigt i et eller andet forum. I den virtuelle verden kan man mødes elektronisk. Det er sikkert en god løsning for mange, men den virkelige, spændende og levende verden overgår den virtuelle verden bestemt ikke.

I vores forening, som i øvrigt er utrolig billig at være medlem af (ca. 1 kr. om dagen) arrangerer vi den årlige generalforsamling hos et firma med relation til FUT, netværksmøder i Jylland og på Sjælland, ture til ind- og udland, virksomhedsbesøg, elevture og kurser.

Med disse ord håber jeg, at vi ser dig som vores næste medlem i FUT. Hvis du allerede er medlem, håber jeg, at du tager en ven i hånden eller kontakter en god bekendt og inviterer ham eller hende ind i FUT. På den måde vokser FUT, du gør en god gerning og ham eller hende, du melder ind, kommer i FUT – branchens naturlige mødested.

 

Kilde: FUT (Bo Louring)